Video : Tipsbladet
Europa League

Falk begræder kaptajnens fravær i skæbnekamp: Han er vores vigtigste mand

Carlos Zeca har karantæne, når FC København torsdag skal forsøge at spille sig videre i Europa League, og det er noget af et tab, mener Rasmus Falk. Zecas betydning er "kæmpestor" ifølge midtbanemakkeren.

Torsdag aften spiller FC København en af efterårets vigtigste kampe. Den afgør, om holdet går videre fra Europa Leagues gruppespil og dermed skal spille europæisk fodbold til foråret. Men det bliver uden dets vigtigste spiller.

Anfører Carlos Zeca har ellers spillet samtlige 32 kampe i alle turneringer for FCK i dette efterår. Som den eneste. Så hans fravær efterlader et stort tomrum på midten af banen, erkender manden, der ofte spiller ved siden af, Rasmus Falk.

Læs også:Optakt: FC København - Malmö FF

- Zecas betydning er kæmpestor. Jeg synes, at han har været vores klart vigtigste mand i løbet af det her halve år. Han er også dygtig med bold, men uden bold er han outstanding i forhold til placering, erobring og i forhold til at organisere, siger Falk til Ritzau.

- Jeg har fantastiske relationelle færdigheder med ham. Vi nyder begge godt af at have spillet mange kampe derinde sammen, kender hinanden og bruger hinanden meget.

Læs også:3. december: Rasmus Falk tog til FCK og satte fynske hjerter i brand

FC København møder Malmö FF torsdag i den aften i sidste spillerunde af Europa League-gruppespillet. Får de danske mestre bare ét point ud af anstrengelserne, er de sikre på at gå videre.

Taber FCK til gengæld, skal holdet sætte sin lid til, at Dynamo Kiev ikke som ventet slår FC Lugano i gruppens andet opgør. Ellers går Malmö og Dynamo videre på bekostning af Falk og co.

Læs også:Superligaens bedste: Ny mand på tronen

Læs også:FCK tænder de røde lamper: Udsolgt til europæisk skæbnekamp

Læs også:FC København kan slå tilskuerrekord mod Malmö FF