Video : Tipsbladet
Europa League

Falk tilfreds med Europa League-lodtrækning: Lavet til den slags kampe

FC Københavns Rasmus Falk regner med, at holdet skal ud i nogle opgør mod tyrkiske Istanbul Basaksehir, som kommer til at minde om dem mod Celtic.

FC København-midtbanespilleren Rasmus Falk havde forud for lodtrækningen til ottendedelsfinalen i Europa League håbet på, at de skulle møde Christian Eriksen og Inter. I stedet blev det Istanbul Basaksehir, og det er et hold, som Falk føler, at de har muligheder mod, fortæller han til Ekstra Bladet.

I det hele taget kan han nemt sammenligne det med opgørene mod Celtic, som endte med en samlet 4-2-sejr for københavnerne.

Læs også:Ny vinkel: Se Michael Santos skubbe politimand i jorden

- Vi skal ligesom mod Celtic ud i en hård kamp. Men vi er lavet til den slags kampe. Vi har prøvet det mange gange før, og vi har også slået bedre hold ud – uden at jeg altså præcis kender deres niveau, siger Rasmus Falk, som er tilfreds og kalder lodtrækningen fin.

Derudover understreger Falk, at det ikke kom så meget bag på holdet, at det kunne lade sig gøre at slå Celtic ud, mens opfattelsen var anderledes udenfor klubben efter en skæv forårssæsonstart i Superligaen med ét point efter to kampe.

Læs også:Afstemning: Slår FCK tyrkiske Istanbul Basaksehir ud af Europa League?

På Istanbul-mandskabet kan han se frem til at møde et par tidligere Premier League-spillere i form af Martin Skrtel, Gael Clichy, Robinho og Demba Ba, som alle for flere år siden har rundet de 30 år. Det er også noget, som Falk dog har bemærket.

Derfor ved han også godt, hvad netop de spillere står for, og at de har haft nogle store karrierer bag sig, fortæller FCK'eren, som også peger på, at der nu skal laves et research- og analysearbejde med resten af deres trup, så de er godt rustet til de to kampe.

De to opgør mellem Istanbul Basaksehir og FC København spilles 12. og 19. marts. Første kamp er på tyrkernes hjemmebane.

Læs også:Klar til ottendedelsfinalen i Europa League: FC København skal til Tyrkiet

Læs også:FC København reagerer på Santos-sigtelse

Læs også:Skotsk politi åbner sag: FC København-angriber sigtet for overfald