FC Nordsjælland skal til Nordirland, og FCK får finsk modstand
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Europa League

FC Nordsjælland skal til Nordirland, og FCK får finsk modstand

FC København og FC Nordsjælland har fået deres modstandere i Europa League-kvalifikationen, og det er et par overkommelige opgaver.

I går var det FC Midtjylland, og i dag er turen så kommet til FC Nordsjælland og FC København. Superligaens nummer tre og fire har netop fået at vide, hvem de skal mødes i deres europæiske kvalifikation.

Onsdag middag var der således lodtrækning til første runde af Europa League-kvalifikationen. Der var på forhånd lagt op til lutter overkommelige modstandere for de to danske hold, og således blev det også.

FC Nordsjælland trak Cliftonville FC fra Nordirland og starter på udebane, mens FC København får glæden af finske KuPS og starter på hjemmebane.

Både FCN og FCK var før lodtrækningen seedede og undgik dermed de på papiret hårdeste modstandere. I stedet kunne FC Nordsjælland have trukket hold som Lahti (Finland), Luftëari (Albanien), Connah's Quay (Wales) og Shamrock Rovers (Irland).

FC København havde udsigt til enten Levadia Tallinn (Estland), IBV (Island), Liepaja (Letland), Tre Fiori (San Marino) / Bala Town (Wales) eller NSI Runavik (Færøerne).

Kampene i første runde spilles spilles 12. og 19. juli, altså på hver sin side af første runde i Superligaen.

Brøndby IF er også med i Europa League-kvalifikationen, men de danske vicemestre indtræder først i tredje runde og var således ikke en del af dagens lodtrækning.

Der er lodtrækning til anden kvalifikationsrunde klokken 14 i dag.