FCK-manager krydser fingre for Falk: Det kan blive
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Europa League

FCK-manager krydser fingre for Falk: Det kan blive "last minute"

FC København var søndag uden både Carlos Zeca og Rasmus Falk, men det danske mandskab besejrede alligevel SønderjyskE. Mod Atalanta kan de være tilbage.

De har udgjort den centrale midtbane denne sæson, men søndag var de end ikke i truppen. Rasmus Falk og Carlos Zeca plejede skader, da FC København vandt med 3-2 over SønderjyskE, og nu er spørgsmålet så, om de bliver klar til mødet med Atalanta torsdag.

Det spørgsmål får manager Ståle Solbakken ikke svar på lige med det samme, men nordmanden har alligevel en forhåbning om, at han kan få godt nyt i løbet af ugen, når FCK skal forsøge at slå Atalanta ud og sikre sig en plads i Europa League-gruppespillet.

- Med Zeca tror jeg, afgørelsen kan komme lidt før, for enten er fremskridtene så gode, at det går godt, eller også kan vi se, det ikke går. Med Rasmus tror jeg, det kan blive last minute decision, siger Ståle Solbakken til BT.

FCK har et fint udgangspunkt med hjem til Danmark, da det blev til 0-0 ude mod Atalanta. Dermed skal FCK "bare" vinde kampen for at komme i Europa League-gruppespillet. Den kamp spilles torsdag klokken 18.30 i Telia Parken.

Ståle Solbakkens mandskab fører Superligaen med to point ned til FC Midtjylland. AaB kan dog komme á point med FCK, hvis klubben mandag aften vinder over Esbjerg.