Video : Tipsbladet
Europa League

FCK-profil: Gør, hvad jeg kan for at blive klar

Rasmus Falk måtte udgå mod Brøndby, men håber at være klar i aften, når FC København møder CSKA Sofia i Telia Parken.

Rasmus Falk måtte i søndags udgå af sæsonens første derby mod Brøndby IF, efter at han pådrog sig en skade i nakken i første halvleg.

Midtbanespilleren er derfor tvivlsom til kampen i aften, torsdag, hvor FC København får besøg af CSKA Sofia i Europa League-kvalifikationen, men Ståle Solbakken håber stadig, at FCK-profilen kan blive kampklar.

Selv vil Rasmus Falk ikke tage nogen chancer, men han gør, hvad han kan for at komme på banen:

- Det går lidt bedre, men det er ikke, fordi det er helt fantastisk. Jeg har haft nogle dage, hvor jeg har været øm, og det har gjort ondt.

- Der er blevet behandlet meget på det, og vi gør alt for at få det så godt som muligt. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at blive klar, men det skal ikke være en hindring for holdet, at jeg spiller, siger Rasmus Falk til Ekstra Bladet.

FC Københavns returopgør mod CSKA Sofia har kampstart kl. 18.30. Den første kamp endte 2-1 til løverne.