Video : Tipsbladet
Europa League

FCN-komet efter oplevelsesrig sæsonstart: Europa League var det største

Opstarten har været rig på oplevelser for Andreas Olsen, der mener, at udebaneopgøret i Europa League var den største.

Efter at have sagt farvel til blandt andre Ernest Asante denne sommer, har FC Nordsjælland endnu engang givet et ungt talent chancen. Den unge angriber Andreas Olsen fik således flere kampe i opstarten og har siden fået startpladser i Europa League-opgøret mod Cliftonville og i Superligaen-premieren mod Esbjerg fB.

Og den unge angriber har indtil videre grebet chancen. I opstarten blev det til seks scoringer, og målformen fortsatte, da han også scorede det afgørende mål i 1-0-sejren over Cliftonville.

Den første del af sæsonen har altså budt på nogle store oplevelser for Olsen, men én oplevelse skiller sig alligevel ud. Udebaneopgøret mod Cliftonville i Nordirland var nemlig den største oplevelse, fortæller angriberkometen til fcn.dk.

- Det er jo noget, jeg har arbejdet hen mod i lang tid, og jeg har virkelig nydt det. Det har været en stor oplevelse at være så meget med og også fedt at spille en træningskamp mod en klub som Ajax. Det er jo den slags, man har drømt om hele tiden, lyder det fra angriberen, der fortsætter:

- Men den største oplevelse var at spille Europa League i Belfast. Selv om Solitude (Cliftonvilles stadion, red.) ikke er noget imponerende eller stort stadion, kan man mærke noget helt specielt. Det er europæisk fodbold, og der er en fed fodboldkultur.

- Cliftonvilles fans er helt vilde, og vi blev svinet til. Jeg husker tydeligt alle de hånlige tilråb, da jeg løb offside lige i starten af kampen. Men det er også sjovt at blive svinet til på den måde. Det gør bare, at man giver den ekstra gas, og at jeg nød min scoring endnu mere. 

FC Nordsjælland spiller returopgør i Europa League torsdag aften klokken 19.30. Det første opgør endte 1-0 i den danske klubs favør. Formår de at forsvare den føring, venter endnu en stor oplevelse, AIK Stockholm, i den næste kvalifikationsrunde.