FCN-træner: Giver os et godt udgangspunkt
Foto: Getty Images/Lars Ronbog
Europa League

FCN-træner: Giver os et godt udgangspunkt

Sejren over Cliftonville giver FC Nordsjælland de optimale betingelser for videre deltagelse i Europa League.

FC Nordsjælland gik ind med stor favoritværdighed mod Cliftonville i første opgør af første kvalifikationsrunde til Europa League, og den levede det danske mandskab op til med at snuppe en sejr på 1-0.

Selvom det ikke var en præstation til topkarakter i træner Kasper Hjulmands øjne, var det en god kamp, der giver et godt udgangspunkt inden returopgøret.

– Jeg synes egentlig, vi starter kampen lidt skidt og er ved at falde i gryden, hvor de får lov at intimidere os med energi. Men efterhånden får vi os arbejdet ind i kampen og får bedre kontrol. Der var masser af plads bag deres forsvar, men desværre løb vi alt for meget offside og fik for lidt ud af det.

– Men så fik vi målet og leverede vel, hvad man kan kalde en professionel indsats væk fra vante omgivelser. Det var en meget svær bane at spille på for os, og det er da fantastisk at komme herfra med en sejr og holde clean sheet.

– Det giver os et rigtigt godt udgangspunkt til returkampen, men vi er slet ikke i mål endnu. Arbejdet skal gøres færdigt hjemme på torsdag, og jeg tror, de får det noget sværere på vores underlag. Det var en god kamp for vores unge spillere, der fik noget international erfaring, siger Kasper Hjulmand til fcn.dk.

FC Nordsjælland spiller i weekenden mod Esbjerg fB i første runde af Superligaen.