Gladbach ude af Europa League trods Christensen-scoring
Foto: Getty Images
Europa League

Gladbach ude af Europa League trods Christensen-scoring

Andreas Christensen scorede Borussia Mönchengladbachs første mål, men de blev ekspederet ud af Europa League på reglen om udebanemål.

På Veltins Arena i Gelsenkirchen fik Borussia Mönchengladbach med Jannik Vestergaard i startopstillingen i sidste uge 1-1 - et fint udgangspunkt for Dieter Heckings tropper forud for torsdagens returkamp på Borussia Park. 

Til aftenens kamp var begge Gladbach-danskere at finde Die Fohlen startopstilling - og den beslutning fortrød Dieter Hecking næppe, da han efter 25 minutters spil kunne se Andreas Christensen sende Gladbach på 1-0, da en bold inde i feltet dumpede ned foran fødderne af ham.

Via et par med og modspillere endte bolden inde bag Schalke-keeper Ralf Fährmann. 

Kort før pausen blev det endnu bedre for Gladbach, da Mahmoud Dahoud på et fabelagtigt langskud sendte værterne på 2-0. 

Men gæsterne var langt fra klar til at give op. 

Leon Goretzka reducerede til 1-2 efter 54 minutter og 12 minutter senere gjorde Tottenham-lejesvenden Nabil Bentaleb det til 2-2 på et straffespark. 

Dermed var presset på værterne, der ved stillingen 2-2 ville blive ekspederet ud på reglen om udebanemål - og eftersom stillingen ikke ændrede, blev det Schalke, der blev den tyske deltager i kvartfinalen af Europa League.