Halsti med en fod i begge lejre: Malmö skal passe på Poulsen og Onuachu
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Europa League

Halsti med en fod i begge lejre: Malmö skal passe på Poulsen og Onuachu

Markus Halsti har en fortid i både FC Midtjylland og Malmö FF. Han advarer svenskerne mod særligt to FCM-spillere.

De danske og de svenske mestre skal over to kampe afgøre, hvem der skal have en plads i Europa Leagues gruppespil.

Torsdag aften spiller Malmö FF og FC Midtjylland den første kamp i Sverige, og ugen efter er der returkamp i Herning. Nabokrigen er imødeset med spænding på begge sider af Øresund, og det gælder ikke mindst for Markus Halsti.

Esbjerg-spilleren har en fortid i både Malmö FF og FC Midtjylland.

- Det er spændende for mig, at mine to af mine tidligere klubber mødes. Jeg havde gerne set begge i Europa League, siger Halsti til Sydsvenskan.

Han advarer Malmö FF mod to af sine tidligere holdkammerater i FC Midtjylland - Jakob Poulsen og Paul Onuachu

- Jeg har ikke set Magnus Wolff Eikrem så meget, men jeg har hørt meget godt om hans højre fod. Poulsens er formentlig bedre. Han er den, der styrer det offensive spil. Han har fantastiske afleveringer, hvis han får tid og plads. Så slår han bolden hen, hvor han vil. Han er meget erfaren, men er ikke så hurtig. Hvis man kan tage ham væk, er det godt. Astana gjorde det ganske godt, siger Markus Halsti og fortsætter:

- Paul Onuachu er en utrolig stærk targetspiller med en god fysik. De øvrige angribere løber mere i dybden. Det vil skabe uro. Skal man stå højt eller lavt? Hvem tager de dybe løb, hvis vi står højt? Midterforsvaret skal gøre det godt.

Der er kampstart på Swedbank Stadion i Malmö på torsdag klokken 19.15.