Video : Tipsbladet
Europa League

Johan Larsson: Vi skal finde vores niveau igen

Brøndby-anføreren vil tilbage på sporet efter derbynederlaget, når de blå-gule i aften møder serbiske Spartak Subotica.

De tabte ikke ét eneste af de i alt fem derbys mod FC København i sidste sæson, men i den nye sæsons første rivalopgør i Telia Parken måtte Brøndby IF tage slukøret hjem.

Sidste sæsons sølvvindere tabte med 3-1 til FC København, og det gør bare aftenens returopgør i Europa League-kvalifikationen mod serbiske Spartak Subotica endnu vigtigere, fortæller holdets anfører, Johan Larsson:

- Det handler om at vise for os selv, at vi er bedre end hvad vi viste, særligt i første halvleg, i Parken. Vi er klar på at gå ud og brænde den helt af og finde vores niveau igen.

- Det er vigtigt, at vi finder vores niveau og klarer at spille den type kamp, hvor vi er foran 2-0. Jeg synes ikke vi har været så gode til den type kampe tidligere. Vi bliver nødt til at se på det som 0-0 og angribe kampen derfra, fortæller svenskeren til 3point.dk.

Opgøret har kampstart kl. 20.00 på Brøndby Stadion. Brøndby IF vandt det første opgør med 2-0 i Serbien.

Se eller gense højdepunkterne fra det første opgør i videoen over artiklen.