Kanonmål og straffespark sikrede FCK sejren i Bulgarien
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Europa League

Kanonmål og straffespark sikrede FCK sejren i Bulgarien

Det blev til en sejr på 2-1 til FCK i udekampen mod CSKA Sofia på mål af Vavro og Kodro.

Det blev til et godkendt resultat for FC København, da de var i Bulgarien for at møde CSKA Sofia i tredje runde af Europa League-kvalifkationen. Det blev nemlig til en 2-1-sejr for københavnerne, som derfor har et godt udgangspunkt til hjemmekampen i Parken.

Som kampbilledet så ud i den første del af kampen, var det ikke fordi FCK lignede et hold, der ville få et godt resultat med sig. CSKA-holdet havde meget ofte held med at slå kontra på den danske hovedstadsklub.

Det gav bonus efter bare et kvarters spil, hvor Maurides fandt et lille hul ved forreste stolpe, hvorefter bolden gik i netmaskerne. Efterfølgende fortsatte de små stik mod FCK-målet, men dog uden scoringer.

FCK var dog ikke helt ude af opgøret, og Dame N'Doye sendte bolden på overliggeren fra distancen. Den tilbagevendte angriber skulle dog få en større rolle senere i kampen.

For efter 41 minutters spil gik FCK-angriberen i græsset, da Chorbadzhiyski havde givet ham en knytnæve i hovedet. Det kostede et rødt kort, og det fik stor betydning for opgøret.

I anden halvleg var det nærmest som om, at FCK havde bolden konstant, og det kom der også mål af. Det skulle dog komme fra en lille smule uventet kant, da Denis Vavro med 64 minutter spillet af kampen tæskede bolden i mål fra 25 meter eller mere.

Det er kendt, at Vavro har et stærkt skud, men det havde de nok ikke tjekket ud i Bulgarien. Han var kommet på banen kort før pausen, da Bjelland måtte forlade banen med en skade.

Nu havde FCK et godt resultat, men det skulle blive endnu bedre. Ti minutter senere blev FCK tilkendt et straffespark, som Kenan Kodro viste sig sikker ved, da han lagde bolden i mål til 2-1.

Returkampen mellem FC København og CSKA Sofia spilles på torsdag i næste uge.