Video : Tipsbladet
Europa League

Kriseramte Fenerbahce tog smal sejr mod FC Københavns banemænd

Fenerbahce tog det første stik i Europa League-kampene mod Zenit. På hjemmebane blev det til en 1-0-sejr.

Normalvis spilles Europa League-kampene om torsdagen, men tirsdag aften blev der alligevel spillet i Europas næststørste klubturnering.

På hjemmebane tog kriseramte Fenerbahce imod FC Københavns banemænd fra Zenit, og her var det ikke tydeligt, at den tyrkiske storklub har store vanskeligheder i øjeblikket.

Fra kampens start satte de sig på opgøret, og efter 21 minutter fik hjemmeholdet også scoret, da Islam Slimani sparkede en løs bold i netmaskerne efter et hjørnespark.

Kort før pausen fik Zenit en gylden mulighed for at udligne, men Robert Mak måtte se sit forsøg fra straffesparkspletten blive reddet af Harun Tekin i Fenerbahces mål.

Efter pausen var det en mere lige kamp, og Zenit havde flere fornuftige forsøg mod mål, men Fenerbahce holdt stand og hev en smal 1-0-sejr i land.

Der er returkamp torsdag i næste uge, hvor Zenit nu er tvunget til en sejr.