Video : Tipsbladet
Europa League

Kritiserer Zeca-udvisning: Burde kunne se igennem fingre med det

FCK-manager Ståle Solbakken stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt det var nødvendigt at give Carlos Zeca det røde kort i de sidste sekunder af sejren over Bordeaux.

Det var ikke kønt, men netop derfor heller ikke mindre imponerende, da FC København torsdag aften vandt med 2-1 over Bordeaux i Europa League-gruppespillet på udebane.

Det forløsende sejrsmål kom i dommerens tillægstid, da Robert Skov klaskede et fornemt oplæg fra Rasmus Falk ind fra kort afstand, og det fik ikke overraskende jublen til at bryde løs på FC Københavns fanafsnit. 

FCK-spillerne deltog i jublen, men da anfører Carlos Zeca valgte at hænge sig i hegnet for at fejre den kommende sejr med fansene, blev det for meget for kampens dommer. Det må man nemlig ikke ifølge reglementet, og så fik FCK'eren sit andet gule kort og sendt fra banen. 

Og den beslutning ærgrer manager Ståle Solbakken, der nu må undvære midtbanespilleren i den kommende kamp mod Slavia Prag:

- Det var lidt irriterende, at Zeca skulle få et rødt kort for at juble med fansene. Der kunne dommeren godt have haft lidt fingerspidsfornemmelse i sådan en situation.

- Den kan helt sikkert forklares ud fra regelbogen, men vi scorer i overtiden efter at have indkasseret et mål sent i kampen. Så tænker jeg, at man som dommer burde kunne se igennem fingre med det, og særligt når han allerede har et gult kort. Til gengæld får dommerens sikkert ros af bedømmeren, sagde Ståle Solbakken efter kampen til 6'eren og tilføjede:

- Men vi klarede os uden Viktor (Fischer red.) i dag, så vi klarer os også uden Zeca næste gang, sagde nordmanden.

Hele interviewet med Ståle Solbakken kan ses i videoen over artiklen.