Europa League

Lægestab: Carroll får spilletid i aften

Liverpools lægestab fastslår, at Andy Carroll får spilletid i Europa League-kampen i aften mod Sporting Braga.

En skade i låret har bevirket, at Liverpools rekordindkøb, Andy Carroll, først fik debut for klubben i søndagens fornemme 3-1-sejr over Manchester United hjemme på Anfield, hvor fyrtårnet blev skiftet ind i slutningen af kampen.

Liverpools fans kan glæde sig over, at den engelske landsholdsspiller får endnu flere kampminutter i benene i aften ude mod Braga.

- Han vil få flere spilminutter mod Braga, og forhåbentlig vil han få mere og mere spilletid i hver kamp, siger lederen for Liverpools medicinske stab, Peter Brukner, ifølge Ekstra Bladet.

Danske Daniel Agger bliver hjemme i Liverpool sammen med Steven Gerrard og Luis Suárez.