Video : Tipsbladet
Europa League

Lerager efter nederlag til FCK: Vores egen skyld

Danske Lukas Lerager mener, at franske Bordeaux selv var skyld i, at FC København torsdag aften vandt med 2-1 i Europa League.

FC København beviste torsdag aften endnu engang, at de er et skridt eller to foran alle de andre danske hold, når det kommer til resultater i de store europæiske klubturneringer.

Ståle Solbakkens mandskab vandt på imponerende vis med 2-1 over franske Bordeaux på udebane i Europa League-gruppespillet, og det efterlader nu de danske løver med fire point efter de første to kampe.

Omvendt står franskmændene stadig uden point efter de to første spillerunder, og det har de kun dem selv at takke for, mener holdets danske midtbanespiller Lukas Lerager:

- Det er lidt vores egen skyld. I første halvleg kommer vi ikke med det udtryk, som vi skal. Indsatsen er for energiforladt, og vi får ikke gjort det, som vi gerne vil. Med den midtbane, de stillede med, vidste man godt, hvad de ville. De ved, hvordan de skal spille Europa League, det har man set i flere sæsoner. De kommer altid med det samme udtryk på udebane.

- Det er en ærgerlig situation, fordi der lå meget mere til os, men vi fik ikke rigtig sat det aftryk, som vi gerne ville, sagde den danske landsholdsspiller efter kampen til 6'eren. 

Næste kamp for Lerager, Cornelius og Bordeaux i Europa League-gruppespillet er på udebane mod Zenit Skt. Petersborg.

Hele interviewet med Lukas Lerager kan ses i videoen over artiklen.