Video : Tipsbladet
Europa League

Malmö fik flyforskrækkelse på vej til EL-kamp: Jeg troede, løbet var kørt

Det varede kun nogle få sekunder, men Malmö FF's fly til udebanekampen i Genk var kortvarigt på vej direkte mod landjorden. Det skræmte flere af passagererne.

Det kunne have været FC Midtjylland og Brøndby IF, der torsdag skulle spille Europa League-fodbold, men i stedet blev det Malmö FF og Genk. De to danskerdræbere endte sågar i samme pulje, og de indleder i morgen turneringen med et indbyrdes opgør i Belgien.

Tidligere i dag rejste Malmö-truppen med chartret fly af sted til kampen, men undervejs fik de sig en ordentlig forskrækkelse. Lige pludselig begyndte flyet at styre mod landjorden.

- Det var helt roligt, men pludselig drejede flyet kraftigt til højre og direkte ned. Jeg troede, at nu var løbet kørt. Men det gik over efter nogle sekunder, fortæller Gorgin Shoa, der er udsendt med det svenske fanpoliti, til Aftonbladet, efter alle var velankommet til hotellet.

Ifølge Shoa fortalte piloten efterfølgende, at det skyldtes nogle luftstrømme fra en jumbojet, der fløj 300 meter over Malmö-flyet. 

Efter ankomst til holdets hotel var det nogle fåmælte spillere, der satte ord på oplevelsen. Den tidligere FC Midtjylland-målmand Johan Dahlin har flyskræk og oplevede det som nogle skrækkelige sekunder, mens Rasmus Bengtsson tørt sagde:

- Jeg tænkte, at skulle vi herfra. At nu lander vi lige hårdt nok.

Heldigvis slap Malmö, der har de tre danskere Anders "AC" Christiansen, Søren Rieks og Lasse Nielsen på holdet, med skrækken. De kan dermed se frem til at møde Genk 18.55 torsdag aften.