N’Doye: Vi vidste, vi ville gå videre
Foto: Getty Images/Jan Christensen
Europa League

N’Doye: Vi vidste, vi ville gå videre

Dame N’Doye var overbevist om, at de ville gå videre mod CSKA Sofia, hvis FC København holdt sig til planen.

Ganske som planlagt spillede FC København sig torsdag aften videre i Europa League-kvalifikationen efter samlet sejr på 4-2 over CSKA Sofia.

Udgangspunktet var også godt for FC København, der vandt 2-1 på udebane, og jobbet blev gjort færdigt på hjemmebane, da Dame N’Doye scorede to mål, mens der altså blev lukket et enkelt ind bag Jesse Joronen.

N’Doye var på forhånd også relativt selvsikker på, at det ville blive til videre avancement.

- Det var en god kamp af os, og efter at vi kom på 2-1, kontrollerede vi den den resten af vejen hjem. Vi førte jo 2-1 fra den første kamp, så vi vidste, at vi skulle tage det stille og roligt, følge vores gameplan - og gjorde vi det, ville vi også ende med at gå videre, siger N’Doye til klubbens hjemmeside.

Dame N’Doye så i sine første kampe for FC København lettere tung ud, men han har for alvor fundet storspillet og målnæsen frem igen. Derfor høster han også roser fra målmand Jesse Joronen, der ærgrer sig over at have lukket mål ind.

- Det vigtigste er, at vi er videre - og skønt at Dame N'Doye får scoret yderlige to gange. Vi har generelt godt styr på dem, omend de var godt med i perioden omkring deres udligning. Den faldt på en kontra, og det var en smule skuffende, men vi gik videre - og det var som sagt det vigtigste, siger Joronen.

FC København skal i den sidste kvalifikationsrunde møde Atalanta.