Niels Frederiksen fik sin officielle debut som cheftræner for Brøndby IF, da de blå-gule torsdag aften spillede Europa League-kvalifikation mod finske FC Inter Turku.
Det endte som en succes, da Frederiksens tropper hentede en 4-1, og selvom præstationen ikke var lige overbevisende hele kampen igennem, er den nye cheftræner glad for, at det blev en sejr. Det giver Brøndby et rigtig godt udgangspunkt forud for returopgøret, mener han.
- Først og fremmest så er vi glade for at vinde. Det gælder om at vinde, og det gør det hver gang, vi går på fodboldbanen. Og så kan man snakke om alt muligt om, at vi er i en ny start, men det primære, det er at vinde.
- Og det gjorde vi i dag. Også tilpas overbevisende til, at vi nu mener, at vi har en god mulighed for at gå videre fra den her runde. Vi har selvfølgelig en kamp, der skal gøres færdig i Finland, men det er et godt udgangspunkt, fortæller Niels Frederiksen til Brøndbys hjemmeside.
I weekenden venter Niels Frederiksens første Superliga-kamp som cheftræner for Brøndby IF, når de møder Silkeborg IF søndag aften.
Torsdag spiller de returopgør mod FC Inter Turku i Finland.