Video : Tipsbladet
Europa League

Olympiakos’ ti mand holdt stand mod Wolverhampton

Wolverhampton var i overtal i mere end en time, men kunne ikke få Olympiakos ned med nakken.

Olympiakos og Wolverhampton spillede uafgjort, da de to mandskaber mødtes i den første af to ottendedelsfinaler i Europa League torsdag aften.

Foran tomme tribuner på grækernes hjemmebane sluttede det nemlig 1-1, og danske Oskar Buur så hele kampen fra de engelske gæsters bænk. 

Olympiakos kom ellers dårligt fra start, og efter knap en halv times spil blev de reduceret til ti mand. Forsvarsspiller Ruben Semedo nedlagde Wolverhamptons Diogo Jota på kanten af eget felt, og det resulterede i et direkte rødt kort.

Til trods for overtallet kunne Wolverhampton ikke finde vej til de store chancer. I stedet var det også grækerne, der kom foran i det 54. minut. Guilherme brød godt igennem Wolverhampton-forsvaret, før han sendte bolden på tværs i feltet til Youssef El Arabi, som nemt kunne sætte bolden i mål.

Føringen var dog kortvarig, og blot ti minutter senere fik Wolverhampton udlignet. Englændernes Pedro Neto sendte således bolden mod mål på et direkte frispark, og afslutningen snød Olympiakos’ keeper, Jose Sa, som følge af en afretning.

Det blev kampens sidste mål, og opgøret sluttede altså 1-1. Returopgøret skal efter planen spilles i næste uge.