Video : Tipsbladet
Europa League

Optakt: Brøndby IF - SC Braga

Der venter Brøndby IF en meget vanskelig opgave, når portugisiske SC Braga venter i Europa League-kvalifikationen.

Kampfakta:
Kampstart: Torsdag klokken 18.00
Spillested: Brøndby Stadion 
Dommer: Tamas Bognar, Ungarn
På TV: Eurosport 2 
Hashtag: #bifbra #eldk

Holdnyt:
Brøndby IF: 

De blå-gule har så sandelig ikke haft lodtrækningsheldet med sig i Europa League-kvalifikationen, og nu venter to meget vanskelige kampe mod SC Braga. Opgør, Brøndby har sikret sig adgang til efter to dramatiske kampe mod Lechia Gdansk, som til sidst blev besejret i forlænget spilletid.

Det var en imponerende kulisse, Brøndby-fansene formåede at skabe mod Lechia Gdansk, og det bliver næppe mindre vildt i torsdagens kamp. Det kan give spillerne det ekstra rygstød, som også kan være afgørende i en europæisk kamp. Spiller for spiller er der ingen tvivl om, at Braga er noget bedre.

Brøndby har været vanskelig at blive klog på i denne sæson. Torsdag så det godt ud i en højdramatisk kamp mod Lechia Gdansk, og søndag indkasserede de blå-gule så et overraskende nederlag på hjemmebane mod AC Horsens. Man ved aldrig helt, hvilket Brøndby-hold der kommer på banen. 

Jesper Lindstrøm har været den store åbenbaring på Brøndby-mandskabet i denne sæson og ikke mindst i seneste opgør mod Lechia Gdansk. Unge Anton Skipper har også fået spilletid i det centrale forsvar, men spørgsmålet er, om Niels Frederiksen tør bruge dem fra start mod en modstander af Bragas kaliber? Det er nok tvivlsomt.

Brøndby må fortsat undvære Joel Kabongo, og desuden har Lasse Vigen pådraget sig en skade og er ikke med mod Braga. 

SC Braga:
Man må ikke lade sig forblænde af, at det ikke er Benfica, FC Porto eller Sporting CP, der besøger Brøndby Stadion. SC Braga er et niveau under de tre store i Portugal, men det et bragende godt mandskab. Og på papiret noget bedre end Brøndby.

SC Braga endte på fjerdepladsen i den forgangne sæson med et godt stykke op til de tre nævnte mastodonter, men til gengæld også med stor afstand ned til Vitoria de Guimaraes på femtepladsen. Braga er blevet nummer fire i fire af de seneste fem sæsoner, og det tegner et billede af, at det er den klare førsteudfordrer til Benfica, FC Porto og Sporting CP.

Turneringen i Portugal er ikke startet endnu, og det kan give Brøndby en lille fordel. Det er helt sikkert ikke et Braga-mandskab i absolut topform og fuldstændig sammenspillet, der møder Brøndby. Braga har udelukkende spillet træningskampe op til mødet med Brøndby, og her har klubben gjort det vanskeligt for danskerne at scoute. Braga-spillerne har nemlig ikke båret rygnumre og har i pausen byttet trøjer internt. Et snedigt trick af portugiserne. 

SC Braga trænes af 46-årige Ricardo Sa Pinto, der er tidligere angriber på Portugals landshold. Opgøret mod Brøndby IF er hans officielle debut som cheftræner for Braga.

Karantæner:
Brøndby IF: Ingen
SC Braga: Ingen

Bud på startopstillinger:
Brøndby IF (4-3-3): Schwäbe - Mensah, Hermansson, Arajuuri, Jung - Fisker, Radosevic, Kaiser - Hedlund, Wilczek, Tibbling

SC Braga (4-3-3): Sa - Figueiras, Viana, Santos, Sequeira - Fransergio, Claudemir, A. Horta - Esagio, Eduardo, R. Horta

Profilen:
Braga har gode spillere, men også forholdsvis ukendte spillere for den menige danske fodboldfan. Der er dog ét navn, der vækker stor genkendelse. I SC Braga huserer nemlig den tidligere FC København-profil Claudemir, der i sidste sæson var fast mand på den centrale midtbane. Om han også er blandt de foretrukne hos klubbens nye cheftræner, må tiden vise, men det er næppe utænkeligt, at brasilianeren har været taget med på råd op til torsdagens kamp. 31-årige Claudemir står noteret for 184 kampe for FC København.

Vidste du, at..:
Claudemir nåede at møde Brøndby IF 11 gange som FCK-spiller, og han har tabt tre gange til de blå-gule. Det lykkedes aldrig brasilianeren at score et mål mod rivalerne fra den københavnske vestegn.

Dom:
Brøndby IF er undertippede, men kan ikke slippe af sted med bare at gemme sig. Hvis de blå-gule skal have en chance for at avancere, kræver det et godt resultat på hjemmebane. Så simpelt er det. 

Værterne har den fordel, at de bør være mere sammenspillede end SC Braga, og naturligvis taler kulissen også til Brøndbys fordel, men det er bare sådan, at det som regel er det bedste hold, der vinder. Og SC Braga er en klasse eller to over Brøndby IF.

Portugiserne vinder 2-0 på Brøndby Stadion.