Video : Tipsbladet
Europa League

Optakt: Zenit Skt. Petersborg - FC København

FC København har bragt sig i en svær situation i Europa League, og der skal helst point på kontoen, når holdet møder Zenit på det dyreste stadion i verden.

Kampfakta:
Kampstart: Torsdag klokken 18.55
Spillested: Saint Petersborg Stadion
Dommer: Slavko Vincic, Slovenien
På TV: 6'eren
Hashtag: #zenfck #eldk

Holdnyt:
Zenit Skt. Petersborg:
Den russiske storklub ligner det bedste bud på en gruppevinder, efter at holdet som de eneste har formået at klare sig ubesejret igennem de første fire kampe. Zenit Skt. Petersborg har ikke overraskende fået fuldt udbytte i de to hjemmekampe, mens det er blevet til et point i både Frankrig og Danmark. Det plejer at være en meget god europæisk opskrift.

En sejr over FC København torsdag aften vil definitivt sikre Zenit videre avancement, og holdet er da også store favoritter på papiret. Det er ikke mange hold, der tager til Rusland og vinder.

Zenit er også godt kørende i den hjemlige liga, hvor holdet er på førstepladsen efter 15 spillerunder med fem point ned til FC Krasnodar på andenpladsen. Storklubben varmede op til mødet med FCK med en sikker 2-0-sejr over FC Rostov, der blandt andre havde den tidligere FCK'er Ragnar Sigurdsson på holdkortet.

Hjemmeholdet må undvære karantæneramte Luis Neto.

FC København:
Når man taber en hjemmekamp i Europa, kommer man automatisk i problemer, og det er FC København da også før mødet med Zenit Skt. Petersborg. Ståle Solbakkens mandskab formåede ikke at revancehere nederlaget mod Slavia Prag i returkampen i Tjekkiet, og derfor er løverne lige nu to point efter Slavia Prag og tre point efter Zenit.

Det ligner med andre ord, at FC København er pisket til at få point i Rusland torsdag aften. FCK kan kun tåle et nederlag, hvis Bordeaux slår Slavia Prag på hjemmebane.

Det skal blive interessant at se, hvordan Ståle Solbakken vil angribe kampen fra start. Nordmanden har før grebet de europæiske udekampe forsigtigt an, og det var blandt andet en stor succes mod Bordeaux. Samme tid, som startfløjtet lyder i Rusland, er der kickoff mellem Bordeaux og Slavia Prag, og FCK-bænken vil helt sikkert have ører på den kamp. Bringer tjekkerne sig foran, er FCK nødsaget til også at score. 

FC København varmede op til kampen på fornem vis med en 2-1-sejr på hjemmebane over FC Midtjylland i topkampen i Superligaen. Dermed er holdet fuld af selvtillid inden opgøret mod Zenit.

Viktor Fischer, Kenan Kodro og Michael Lüftner er ude med skader, mens Nicolai Boilesen er rejst med til Rusland. 

Karantæner:
Zenit Skt. Petersborg: Luis Neto
FC København: Ingen

Bud på startopstillinger:
Zenit Skt. Petersborg (3-5-2): Lunev - Ivanovic, Mevlja, Anyokuv - Kuzayev, Hernani, Erokhin, Paredes, Mak - Drlussl, Dzyuba

FC København (4-4-2): Andersen - Ankersen, Vavro, Bjelland, Bengtsson - Skov, Zeca, Gregus, Falk - N'Doye, Sotiriou

Profilen:
Pierre Bengtsson var rigtig god i sin første periode i FC København. Svenskeren har været knap så god, efter han vendte tilbage til den danske hovedstad for halvandet år siden. Derfor står han også i skyggen af Nicolai Boilesen, men den danske venstreback bliver næppe klar til torsdagens opgør, og derfor kastes Bengtsson formentlig for løverne igen. Han kommer på en stor opgave over for Zenits stjerner. 

Vidste du, at..:
Torsdagens opgør spilles på Saint Petersborg Stadion, som også kaldes Krestovsky Stadium. Stadionet blev færdigbygget i 2017 forud for VM-slutrunden i Rusland og er flere gange blevet erklæret det dyreste stadionbyggeri i verden. Pris: Tæt på 14 milliarder kroner. 

Dom:
Der venter FC København en meget vanskelig kamp. Når Zenit er til at tale med, er det ofte, når russerne er på udebane, så alt skal gå op i en højere enhed for Ståle Solbakkens mandskab torsdag aften. Vi gætter på, at det bliver for stor en mundfuld for løverne, der taber 0-2 og dermed må krydse fingre for, at Bordeaux slår Slavia Prag.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: