Patrice Evra sparkede egen fan i hovedet: Klubben indleder undersøgelse
Foto: Lars Baron/Getty Images
Europa League

Patrice Evra sparkede egen fan i hovedet: Klubben indleder undersøgelse

Allerede inden Marseilles kamp mod Guimaraes blev Patrice Evra udvist, fordi han sparkede en provokerende Marseille-fan i hovedet. Klubben kritiserer ham for ikke at holde hovedet koldt og har sat en undersøgelse i gang.

Da Olympique Marseille i går aftes tabte 1-0 på udebane mod Guimaraes, fandt den mest dramatiske hændelse sted før kickoff. Mens Marseille-spillerne varmede op, kom nogle af dem i tumult med en gruppe af egne fans, og det kulminerede med, at Patrice Evra karatesparkede en fan i hovedet

Episoden fik den franske venstre back udvist, og nu modtager han også kritik fra sin egen klub. Marseille skriver på sin hjemmeside, at klubben har sat en undersøgelse i gang for at komme til bunds i sagen.

- Under alle omstændigheder skal en professionel spiller holde sit hoved koldt, uanset hvor hårde og uberettigede fornærmelserne måtte være. Desuden kan klubben kun fordømme enhver destructiv adfærd fra pseudo-tilhængeren, som fornærmer sine egne spillere, når alle bør støtte deres hold i stedet, skriver Olympique Marseille.

Det er ventet, at ikke kun Marseille kommer til at undersøge sagen, men at UEFA også har tænkt sig at se nærmere på episoden. Patrice Evra kan givetvis se frem til en længere karantæne som følge af den.

Sagen vækker minder om dengang, hans landsmand Eric Cantona kung-fu-sparkede en Crystal Palace-tilhænger i forbindelse med en Premier League-kamp i 1995. Ved den lejlighed fik han otte måneders karantæne fra at spille for Manchester United og blev idømt 120 timers samfundstjeneste for overfald.