Porto videre med 10-3 samlet
Porto uddelte for en uge siden kolossale bank til Spartak Moskva i kvartfinalen i Europa League, og torsdag aften gjorde portugiserne det igen.
For en uge siden blev det til en sejr på 5-1 på hjemmebane, mens holdet i aften vandt 5-2 i Rusland.
Portos eftertragtede angriber, Hulk, scorede kampens flotteste mål efter 28 minutter, da han gjorde det til 1-0. Porto-spilleren modtog bolden i nærheden af eget straffesparksfelt og tog så ellers turen opad banen, hvor han afdriblede flere russere, inden han sparkede udeholdet i front.
Kort inden pausen øgede Cristian Rodriguez til 2-0, og så var kampen mere eller mindre afgjort inden en 2. halvleg, der skulle vise sig ganske målrig. Hele fem scoringer bød de sidste 45 minutter nemlig på - to til Spartak Moskva og tre til gæsterne.
Dermed er Porto klar til semifinalen efter en samlet sejr på 10-3.