Rolig FCN-profil om comeback-sejr: Vidste, vi kunne slå tilbage
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Europa League

Rolig FCN-profil om comeback-sejr: Vidste, vi kunne slå tilbage

Mikkel Damsgaard var ikke i tvivl om, at FC Nordsjælland kunne komme tilbage, selv om de var bagud ved pausen mod Cliftonville.

Der skulle et comeback til, før FC Nordsjælland kunne sikre sig videre avancement i Europa League.

Nordirske Cliftonville lagde således ud med at bringe sig foran på Right to Dream Park allerede efter fem minutter, og den føring holdt helt indtil anden halvleg. I kampens anden halvdel fik FC Nordsjælland dog vendt opgøret, og da dommeren fløjtede af, kunne den danske klub fejre en 2-1-sejr.

Men mens at spillet manglede kvalitet i størstedelen af første halvleg, kom de bedre med i anden halvleg. Det fastslår offensivprofilen Mikkel Damsgaard, der fortæller, at han heller ikke var nervøs for resultatet. Han vidste, at de kunne slå tilbage, fortæller han ifølge klubbens hjemmeside.

- Jeg synes, at 1. halvleg bar præg af, at vi lige manglede kvalitet på den sidste tredjedel af banen. Vi fik ikke sat de sidste afleveringer rigtigt sammen. Der var løb ind i feltet, men vi ramte ikke timingen, fortæller Mikkel Damsgaard og fortsætter:

- Det blev bedre i 2. halvleg, og vi fandt også mere energi og følte, at vi havde bolden hele tiden. Da vi kom på 1-1, følte jeg også, at vi ville få flere mål. Jeg var aldrig rigtig nervøs for resultatet, for jeg vidste hele tiden, at vi kunne slå tilbage.

- Selv da vi måtte spille færdig med 10 mand, havde vi fået så godt fat, at der ikke opstod nogen form for panik. Vi havde jo bolden næsten hele tiden. Nu er vi videre, og det er dejligt, at det fortsætter med så mange kampe.

I næste runde møder FC Nordsjælland AIK Stockholm.