Video : Tipsbladet
Premier League

Sarri vil have Fabregas-erstatning: Klubben kender min holdning

Chelsea-træner Maurizio Sarri vil have en erstatning for Cesc Fabregas, der forleden skiftede til AS Monaco.

Fredag sagde Chelsea endeligt farvel til Cesc Fabregas, der de næste tre og et halvt år skal tørne ud for AS Monaco.

Fabregas’ rolle i Chelsea var blevet reduceret, og han nåede kun at spille 14 kampe for Chelsea i efteråret inden skiftet til Monaco. Men spanierens afgang har alligevel skabt et hul på Chelsea-holdet, og cheftræner Maurizio Sarri vil have en erstatning for Fabregas.

- I dag (lørdag, red.) var Jorginho i problemer, og på bænken var der ikke en spiller til den position, så jeg har brug for en spiller til den position, fortæller Sarri ifølge Sky Sports.

- Klubben kender godt min holdning. Jeg har brug for en spiller dér, så det afhænger af klubbenes beslutning. Jeg kan ikke gøre mere.

Især to spillere er blevet nævnt som afløsere for 31-årige Fabregas. Således skulle valget stå mellem 21-årige Nicolo Barella fra Cagliari og 24-årige Leandro Paredes fra Zenit St. Petersborg.