Sen straffesparksscoring reddede Sevilla
Foto: Getty Images
Europa League

Sen straffesparksscoring reddede Sevilla

Sevilla satte en tomålsføring over styr, men blev alligevel reddet af en sen straffesparksscoring af Ever Banega.

Sevilla var uden Simon Kjær, der sidder ude med en skade, da de torsdag aften besejrede Akhisarspor med 3-2. 

Det lignede hurtigt, at Sevilla ville køre en stensikker sejr hjem, da Nolito bragte spanierne foran efter 12 minutter og Luis Muriel sendte dem på 2-0 kort før pausen. 

Men i anden halvleg løb de dog højst overraskende ind i problemer. 

Kort efter pausen reducerede Elvis Manu, og fem minutter efter havde Guray Vural en gylden chance for at udligne, da Sergi Gomez begik  straffespark og blev udvist. Vural misbrugte dog muligheden. 

Knap ti minutter før slutfløjtet fik tyrkerne dog udlignet, da Onur Ayik scorede med et hovedstød. 

Dermed så det ud til, at Sevilla havde sat en tomålsføring over styr, og at Akhisarspor ville få point, men få minutter før tid blev spanierne alligevel reddet. Tyrkernes Josue begik straffespark på Franco Vazquez, og Ever Banega tog sig sikkert af sparket. 

3-2 blev altså slutresultatet, og sejren betyder, at Sevilla deler førstepladsen i Gruppe J med FC Krasnodar. De har hentet ni point efter fire runder og har tre point ned til Standard Liege på tredjepladsen. Til gengæld har Akhisarspor endnu ikke hentet et point