Sevilla i finalen efter ny succes
Europa League

Sevilla i finalen efter ny succes

Sevilla får chancen for at genvinde Europa League, når holdet i finalen møder Dnipro den 27. maj.

Sevilla er klar til finalen i Europa League. Det blev en kendsgerning torsdag aften, da det spanske mandskab på udebane slog Fiorentina med 0-2, og efter 3-0 sejr i første møde var der ikke meget spænding om udfaldet. Fiorentina må i stedet erkende, at det trods to italienske hold i semifinalen bliver til en spansk og ukrainsk finale. 

Kampen startede jævnbyrdigt med gode momenter i begge ender. Det var dog Fiorentina, der først blev farlige for alvor, da Gonzalo Rodriguez headede et indlæg lige på Sevilla-keeperen. I stedet var det gæsterne, der efter 22 minutters spil tog føringen. Carlos Bacca opfangede en retur efter frispark, og bragede bolden i nettet til stor jubel for de medrejsende spanske fans.

Fiorentina skulle nu score fem gange med reglen om udebanemål, og dette tog det sidste håb ud af værterne. Fem minutter efter målet blev Daniel Carrico spillet fri af en vågen Moreno, og kunne let sparke bolden i netmaskerne til 0-2 for de spanske gæster. Jorge Moreno kom tæt på 0-3 før pausen, hvor cifrene dog forblev 0-2 til Sevilla.

Anden halvleg blev en formsag for de forsvarende Europa League-vindere. Josip Ilicic fik dog chancer på samlebånd i anden halvleg, men havde glemt skarpheden i omklædningsrummet. Det samme gjorde sig gældende for gæsternes Gameiro med få minutter tilbage, og dermed kunne Sevilla nyde sejren på 0-2.

En sejr der sikrer samlet 0-5 og finale i Europa League, hvor Sevilla den 27. maj møder Dnipro.