Skurken Cornelius: Jeg er glad på FC Københavns vegne
Foto: Getty Images
Europa League

Skurken Cornelius: Jeg er glad på FC Københavns vegne

Det blev ikke Andreas Cornelius’ aften i Telia Parken, men han kunne alligevel være glad på FC Københavns vegne efter straffesparksafgørelsen.

Andreas Cornelius blev skurk i Atalanta, men samtidig fik han formentlig kun en endnu større plads i FCK-fansenes hjerter torsdag aften.

Her brændte den danske landsholdsangriber det femte spark i straffesparkskonkurrencen for sin italienske klub, og dermed kunne Denis Vavro efterfølgende sende FC København i gruppespillet med en sikker eksekvering på den danske klubs femte forsøg.

Det var ikke en fed følelse for Andreas Cornelius, men han kunne alligevel se det positive i, at det var FC København, som nød godt af det brændte straffespark.

- Jeg er selvfølgelig irriteret over, vi er røget ud. Men man kan sige, at hvis der var et hold, vi skulle ryge ud til, så er jeg glad på deres vegne. Men jeg er stadig irriteret over, vi ikke tog sejren, sagde angriberen til Ekstra Bladet efter kampen.

Andreas Cornelius blev skiftet ind tidligt i anden halvleg i stedet for Duvan Zapata, og han fik dermed tiltrængt spilletid på sin gamle hjemmebane. Nu svinder mulighederne for spilletid igen, da Atalanta ikke længere har europæiske kampe at tage stilling til.