Sparta Prag pryglede Lazio i Rom
Foto: Alessandra Tarantino/Polfoto
Europa League

Sparta Prag pryglede Lazio i Rom

Sparta Prag vandt en overraskende 3-0-sejr i Italien over Lazio og avancerer dermed i Europa League. Videre er også Athletic Bilbao og Villarreal.

Sparta Prag diskede op med en artig overraskelse torsdag aften i Europa League. Den tjekkiske hovedstadsklub vandt 3-0 i Rom over Lazio, og dermed er holdet noget overraskende videre til kvartfinalen på bekostning af den italienske storklub. Det første opgør i støvlelandet endte 1-1.

Gæsterne fra Prag viste allerede, hvor skabet skulle stå i løbet af første halvleg, hvor alle tre scoringer faldt, og det formåede Miroslav Klose og holdkammeraterne aldrig at svare tilbage på.

På Mestalla var der rent spansk opgør, da Valencia tog imod Athletic Bilbao, og det var gæsterne fra Baskerlandet, der havde det bedste udgangspunkt inden kampen, da holdet vandt 1-0 på hjemmebane for en uge siden. Valencia gik imidlertid frisk til opgaven og bragte sig foran 2-0 på to scoringer i første halvleg. Med et kvarter tilbage reducerede Artiz Aduriz imidlertid til 1-2 efter et fænomenalt oplæg af Raul Garcia, og dermed er Athletic Bilbao videre på reglen om udebanemål.

Videre til kvartfinalen er også Athletic Bilbaos landsmænd fra Villarreal, der spillede 0-0 ude mod Bayer Leverkusen og dermed avancerer takket være 2-0-sejren i sidste uge.