Video : Tipsbladet
Europa League

Ståle Solbakken ikke meget for at snakke om uruguayansk back

FC København sættes i forbindelse med den 25-årige back Guillermo Varela fra Penarol. Manager Ståle Solbakken er ikke meget for at tale om rygtet.

Peter Ankersen ventes at blive solgt senest til sommer, så FC København lægger allerede nu planer for, hvordan den danske landsholdsspiller skal erstattes, og hvem erstatningen skal være.

Torsdag morgen blev FC København af det uruguyanske medie Telemundo sat i forbindelse med VM-backen Guillermo Varela fra Uruguay. Han  spiller i Penarol og har en fortid i Manchester United.

Efter Europa League-opgøret mod Bordeaux, som FC København tabte med 0-1, var den norske manager ikke meget for at tale om spilleren, der altså kædes sammen med et skifte til Danmark.

- Nogen (journalist, red.) har sendt mig beskeder klokken 07 et eller andet. Jeg tænkte, "okay, på en kampdag? Det må være store nyheder". Men nej, jeg vil ikke kommentere rygterne, sagde den norske manager.

I mixed zone fortalte Ståle Solbakken også, at FC Københavns transferplaner ikke er ændret, efter klubben har sagt farvel til Europa for denne gang.

FC København tabte 0-1 til Bordeaux og slutter dermed sidst i Europa League-gruppen, hvorfra Zenit og Slavia Prag gik videre.

Dermed har Danmark heller ingen klubhold i aktion efter vinterpausen.

Sidste år gik FCK videre fra gruppespillet i Europa League og fik et par kampe mod Atletico Madrid i foråret, men i foråret 2019 er alt FCK's fokus på Superligaen, da klubben også er ude af pokalturneringen.