Video : Tipsbladet
Europa League

Sviatchenko har våbene klar til at slå Rangers

FC Midtjyllands Erik Sviatchenko har planen klar til, hvordan de skal slå Rangers FC ud af Europa League-kvalifikationen.

FC Midtjylland tager torsdag aften hul på kvalifikationen til Europa League, når skotske Rangers FC kommer på besøg, og for Erik Sviatchenkos vedkommende opfatter han opgørerne mellem midtjyderne og Glasgow-klubben som 50-50, ligesom han også erkender, at det bliver svære kampe.

Har har dog et klart billede af, at FCM's stærke defensiv er noget, der kan hjælpe dem videre, fortalte han ved pressemødet forud for kampen mod traditionsklubben.

- Vi starter hjemme, og vi har haft en god periode, hvor vi har holdt modstander fra at score, og det skal vi fokusere på. Torsdag vil vi se, hvor vi står, men vi skal med i Europa League. Det er det store mål i FC Midtjylland, lyder det fra Sviatchenko.

Netop FCM-defensiven kan også komme på hårdt arbejde i kampen mod Rangers, som sandsynligvis stiller op med Alfredo Morelos og den tidligere Tottenham-angriber Jermain Defoe, der er blevet 36 år gammel.

-  Det er to topangribere, og jeg har holdt øje med Morelos, da han også spillede i ligaen, da jeg var der. Han er en fysisk stærk og hurtig spiller, mens Defoe er en erfaren spiller med masser af kampe i Premier League. Det er to angribere, som vi selvfølgelig er opmærksomme på, men vi har også et godt partnerskab i vores defensiv, så vi er klar til opgaven, siger han.

Det er dog ikke kun defensiven, som skal sende midtjyderne videre, mener midtstopperen, som også peger på holdet dynamik og fysik som et våben mod Rangers, ligesom holdets høje pres på hjemmebane gør det svært for modstanderne. Samtidig er de offensive kort også noget, som kan blive afgørende på dagen, ligesom han også kommer omkring dødboldene.

Kampen mellem FC Midtjylland og Rangers spilles torsdag aften klokken 20, og den sendes direkte på 6'eren.