Tilfreds Bjelland efter remis: Vi lever stadig
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Europa League

Tilfreds Bjelland efter remis: Vi lever stadig

Torsdagens resultater ændrer ikke meget i FC Københavns Europa League-gruppe, men de er stadig i live, vurderer Andreas Bjelland.

FC København tog torsdag aften et enkelt point i Europa League, da de spillede uafgjort på udebane mod Slavia Prag.

Men selv om det ikke blev til tre point, er de fint tilfredse med det ene point, og de har stadig muligheden for at gå videre fra gruppen. Det fortalte forsvarsprofilen Andreas Bjelland til 6eren efter kampen.

- Jeg synes, vi spiller en disciplineret kamp og en chancefattig kamp. Måske har de et lille overtag på chancer.

- Vi er godt tilfredse med det ene point, og vi lever stadig i gruppen, lød det fra Bjelland.

Det andet opgør i gruppen stod mellem Bordeaux og Zenit og endte ligeledes uden vinder, hvilket betyder, at der er status quo i gruppen, og dermed ændrer det ikke så meget, mener Bjelland.

- Det ændrer ikke så meget. Det bliver bare lidt mere tæt, og der kommer endnu flere spændende kampe. Man kunne selvfølgelig håbe, at Bordeaux, inden vi skal møde dem i december, men det kan være helt åbent indtil sidste spilledag, og det er nok bare fint for os, fortalte forsvarsprofilen.

Torsdagens resultater betyder, at Zenit fortsat topper gruppen med otte point, mens Slavia Prag er på andenpladsen med syv point. FC København sidder på tredjepladsen med fem point, mens Bordeaux kun har hentet et engelsk.