Tvivlsom SønderjyskE-helt: Vil gå længere end fysioterapeuterne tillader
Foto: KENNETH LYS KOUSTRUP/POLFOTO
Europa League

Tvivlsom SønderjyskE-helt: Vil gå længere end fysioterapeuterne tillader

En skadet Marc Dal Hende fra SønderjyskE satser på at blive klar til morgendagens returkamp i Europa League mod polske Zaglebie Lubin og vil gå langt for at spille.

Den målfarlige venstreback Marc Dal Hende blev helten for SønderjyskE i første Europa League-opgør mod Zaglebie Lubin, da han scorede et vigtigt mål i 2-1-sejren i Polen.

Dal Hende er efterfølgende løbet ind i en mindre knæskade, der kostede ham deltagelsen i sidste Superliga-runde mod Lyngby BK og har været meldt tvivlsom til morgendagens returkamp i Europa League i Haderslev.

Her ét døgn før kickoff satser Dal Hende på at blive kampklar og er villig til at gå langt for at spille.

- Jeg trænede med fuld tid i dag, hvilket gik okay, men jeg skal nok også testes i morgen. Jeg forholder mig positiv og håber på at blive klar, siger Marc Dal Hende til tipsbladet.dk.

- Nu er det ikke kun min beslutning, men jeg vil gå rigtig langt for at spille kampen – nok også længere end vores fysioterapeuter tillader. Det bliver en sjov kamp og en stor aften for SønderjyskE, fortsætter han.

SønderjyskE er debutanter i europæisk fodbold, og det vil betyde en masse for klubben at gå videre i Europa League, fortæller Dal Hende.

- Klubben vil tjene mange penge på et avancement, og os spillere vil stige i værdi. Samtidig er der ikke mange i SønderjyskE, som har oplevet europæiske kampe før, så det vil være stort, hvis eventyret fortsætter, siger SønderjyskE-spilleren.

Modsat Dal Hende er hollænderen Kees Luijckx definitivt ude af opgøret mod polakkerne.