FC København har matchbold i Europa League i aften. Holdet møder Lokomotiv Moskva på udebane, og vinder danskerne opgøret, er de klar til knockoutfasen i turneringen.
Dermed går det altså fornuftigt ude i Europa, mens det til gengæld går skrækkeligt hjemme i Superligaen. Mestrene har med en aktuel sjetteplads og blot 22 point for 16 kampe fået den dårligste sæsonstart i 18 år.
En af dem, der trods alt har lyst op, er Benjamin Verbic, der har trådt i karakter som offensiv drivkraft i denne sæson, men som også har siddet ude i de tre seneste ligakampe med karantæne. I aften tyder alt dog på, at han er med for FCK, og han har en nedslående dom over holdets sæson hidtil.
- Det er tredje år, jeg er i FCK, og vi har aldrig været dårligere. Jeg er overrasket over situationen. Vi er vant til at vinde kampe. Men vi mangler selvtilliden, når vi går ind til kampene, siger han til Metroxpress.
Netop det med at være ramt på selvtilliden, fordi de vinder mindre, end de plejer, har Verbic' manager, Ståle Solbakken, også omtalt. Han mener, at netop fordi FC København-spillerne er så vant til at vinde, rammer det dem mentalt, når de nu ikke gør det så ofte.
- Mange af spillerne har aldrig tabt en fodboldkamp i FCK, og de nye, som er kommet til, har helt sikkert ikke haft en forventning om at skulle tabe så meget, som vi har gjort i den her sæson. Det er en farlig cocktail, at vi mentalt er så hårdt ramt – for det er vi. Det må jeg indrømme, sagde han ifølge Politiken forleden.
Der er kickoff fra Moskvas kulde i aften klokken 19.
Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?
Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?
Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.
Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.