FC København har lignet Superligaens bedste hold, men søndag aften kom klubben ned på jorden igen, da det blev til et nederlag på 1-3 til FC Midtjylland.
I stedet for et forspring på syv point i tabellen har FCK og Ståle Solbakken nu bare et enkelt point til FCM og fire til et felt ført an af Brøndby.
Trods skuffelsen over nederlaget er der ikke meget tid til at ærgre sig, for allerede på torsdag tager FC København hul på Europa League-gruppespillet, hvor klubben møder russiske Zenit i Telia Parken. En vigtig kamp i forhold til muligheden for at gå videre fra gruppespillet.
Nederlaget til FCM får da heller ikke FC København og Viktor Fischer til at ryste over udsigten til at møde Zenit.
- Nej. Jeg har overhovedet ingen bange anelser inden vores kamp torsdag. Da skal vi op mod en modstander, der spiller på en helt anden måde end FCM, og jeg tror, at Zenit er af en anden kaliber end FCM. Så da skal vi bare være endnu mere klar, end vi var denne gang, siger Viktor Fischer til Jyllands-Posten.
FC København kvalificerede sig til Europa League-gruppespillet ved at slå Atalanta ud af kvalifikationen - ud over Zenit er FCK også i pulje med Slavia Prag og Bordeaux - sidstnævnte har lejet Andreas Cornelius denne sæson.