Før Atletico-Real: Før underspillet lokalderby - nu stort europæisk slag

I Spanien er der selvfølgelig først og fremmest El Clasico mellem Barcelona og Real Madrid som det store arvefjende-opgør med alt, hvad det indeholder af politiske undertoner, men der er også det baskiske slag mellem Athletic Bilbao og Real Sociedad, måske den galiciske kamp om æren mellem Celta Vigo og Deportivo La Coruna og selvfølgelig det deciderede og interne by-opgør på den andalusiske stegepande mellem Sevilla og Real Betis. Men egentlig burde lokalopgøret i hovedstaden mellem Real og Atletico Madrid også ligge højt på listen over arvefjendeopgør, for det er to af de mest vindende klubber i Spanien, de er stort set lige gamle, og de har ligget med seks kilometers afstand mellem hjemmebanerne i de seneste 50 år.

 

Men El Derbi Madrileno har bare ikke fyldt ret meget i den spanske fodboldverden gennem de seneste mange år og heller ikke for Real Madrid ude i forretningskvarteret på Paseo de la Castellana nord for centrum. Dertil har de hvidblusede simpelt hen været for suveræne for længe i den interne magtkamp til, at det lokalopgør har haft den store betydning – ja faktisk gik der 14 år og 25 kampe mellem Atletico-sejre fra 1999 til 2013, hvilket fik nogle Real Madrid-tilhængere til at rulle et banner ud på Santiago Bernabeu efter en 4-1 sejr i november 2011, hvorpå der stod skrevet: ”Vi leder efter en værdig rival til et ordentlig derby – ansøgninger modtages.”

 

”Det var ikke et derby, man bekymrede sig særlig meget om i Spanien, for Real vandt jo altid. Det var lidt ligesom Espanyol-Barcelona,” som Viasat-reporteren Luna Christofi siger det med baggrund i sine mange år i Madrid, mens en anden dansker med tidligere bopæl i den spanske hovedstad, kommentator på 6’eren Morten Glinvad, noterer:

 

”Før i tiden blev Atletico mere set som de gode naboer, der altid tabte til Real men til gengæld tit tog point mod Barcelona. Det var Fernando Torres det bedste eksempel på, for han scorede aldrig mod Real Madrid, mens han til gengæld altid scorede mod Barcelona [seks mål i fire kampe fra 2004 til 2006], så Atletico hjalp i virkeligheden ærkerivalen, og det var ikke noget ligeværdigt derby, når de mødtes.”

 

Så Real Madrid-tilhængerne tænkte ikke videre over opgørene mod by-rivalerne, mens det til gengæld fyldte en del nede ved Manzanares-floden, hvor Atletico holder til på det slidte Vicente Calderon, der som et af sine kendemærker har den firesporede ringvej løbende under langsiden på den eneste delvist overdækkede tribune. For at være Atletico-tilhænger var længe forbundet med tab og traumer, nederlag og nedture og en form for smuk smerte, der også blev brugt i markedsføringen af klubben, som man ganske passende skal ned ad Paseo de los Melancolicos (Melankolikernes Boulevard) for at besøge.

 

”I mange år har Real været det store hold i byen. Ja, ikke bare i byen, men i Spanien og i Europa, mens vi har været det fattige hold, arbejderklassens klub, der forsøgte at indhente dem. Det betyder, at Atletico-tilhængere fejrer sejre og succeser med en større passion. Real-tilhængere forlanger mere og har mere. De er de rige, men de nyder ikke deres fodbold. Børn spørger måske: ”Hvorfor skal vi holde med Atletico, når de altid taber og Real-tilhængerne er så glade?” Men Real-fans er ikke glade. At være Atletico-fan gør ondt, men det gør også én stærkere.”

 

”Atletico tilhører tilhængerne og byen, Real er hele verdens hold. Atletico tilhører mennesker, der har et særligt forhold til klubben. Vores fans er fængslet af en følelse, Reals går efter sejre, og kommer sejrene ikke, så går de også,” som den lokale målhelt Fernando Torres sagde det til det engelske magasin FourFourTwo før derbyet i slutningen af 2005, der endte med 3-0 til Real.

 

Det samme resultat ramte også Jesper Grønkjær, da han debuterede for Atletico Madrid tilbage i januar 2005 i et lokalopgør, hvor modstanderen virkelig levede op til fortidens motto om et hold af stjerner og lokale vandbærere, det såkaldte ”Zidanes y Pavones,” for både Zidane og forsvareren Francisco Pavon var med til kampen på Vicente Calderon ligesom også Luis Figo, David Beckham og den brasilianske Ronaldo var det.

 

”Jeg var selvfølgelig meget opmærksom på, at det var et lokalderby, og det var også kæmpestort. Noget af det jeg husker bedst, var det massive opbud af politi og fans, der var på vejene omkring stadion, da vi først kom derud. Det føltes som om, at man skulle spille en Champions League-finale. Modsat hvad mange tror er Atletico nemlig en kæmpe klub i Spanien, og der blev skrevet meget om den, også mere end Valencia og Villarreal, der ellers på det tidspunkt var længere fremme rent sportsligt.”

 

”Dengang var Real jo ”Galacticos,” mens Atletico modsat var den spanske klub med lokale og sydamerikanske spillere. Engelsk snakkede man ikke. Og vi var i den grad underdogs op til kampen, for vi havde vel ikke en spiller, der kunne være kommet på Reals hold. Men der var udsolgt på et stadion, der jo er halvanden gange størrelsen af Stamford Bridge, og der var masser af stemning. Jeg kan blandt andet huske, at der var blevet lavet syv store karikaturer af Real Madrid-spillerne efter de syv dødssynder. Det var meget specielt.”

 

”Og der var heller ikke noget med sure fans efter kampen, selv om vi tabte 3-0. På det tidspunkt var klubben jo i gang med en genopbygning efter de par år, hvor de havde været nede i den næstbedste række,” husker den nuværende Viasat-ekspert Jesper Grønkjær med reference til de to år fra 2000 til 2002, hvor Atletico for anden gang i klubbens historie måtte ned i Segunda Division men typisk for tilhængernes forhold til klubben alligevel solgte flere sæsonkort.

 

Real Madrid har til gengæld altid været i den bedste række og er med 32 mesterskaber overfor Barcelonas 22 og Atleticos 10 også den mest vindende klub i Spanien. Men sådan har styrkeforholdet i Madrid ikke altid været.

 

De to klubber blev født med et års mellemrum i starten af det forrige århundrede. Real, der først fik det kongelige tilhørsforhold i 1920, som den første, mens Atletico blev stiftet af nogle baskere i Madrid, og derfor i de første år spillede i de samme blå-hvide farver som Athletic Bilbao og i øvrigt helt frem til 1939 var kendt som Athletic Club de Madrid.

Den første kamp mellem de to klubber blev spillet i 1904 og endte med en knusende sejr på 6-0 til den klub, der siden blev Real.

 

Kongeklubben hentede også de første mesterskaber til Madrid i 1932 og 33, men Atletico udlignede med mesterskaberne i 1940 og 1941 efter tre års turneringspause på grund af den spanske borgerkrig. På det tidspunkt hed klubben Athletic Aviacion de Madrid efter en sammenlægning med en klub, der var grundlagt af det spanske luftvåben, men da general Franco i 1941 nedlagde forbud mod udenlandske navne, blev de til Atletico, mens Real op gennem halvtredserne blev diktatorens foretrukne klub, da den fem gange i træk vandt den nystiftede Europa Cup for mesterhold, og en af Francos ministre kaldte klubben ”en af Spaniens bedste ambassadører.” Inden da var Atletico dog gået forbi med mesterskaberne i 1950 og 1951 under ledelse af den argentinske træner Helenio Herrera, der siden skrev historie med sin forsvarsfodbold, kendt som catenaccio, i italienske Inter, men fra 1954 og frem sad Real på det hele med ni mesterskaber ud af 12 frem til 1965 og altså europæiske titler på stribe.

 

Men i 1959 mødtes de to Madrid-klubber faktisk i en europæisk semifinale, og havde reglerne været som i dag, var det Atletico, der havde mødt franske Stade de Reims i finalen, for de vandt 1-0 hjemme og tabte 2-1 ude. Men dengang talte udebanemålene ikke, og så vandt Real i stedet et tredje opgør på neutral grund i Zaragoza med 2-1 på et omdiskuteret sejrsmål, der siden er blevet en del af historien om Atleticos uheld og tragedie.

 

Det samme er den europæiske finale i 1974, hvor man kun var sekunder fra at besejre Bayern München i forlænget spilletid, indtil et skud fra 40 meter røg under Pepe Reinas far Miguel på den regnvåde bane og sikrede tyskerne en omkamp, som de vandt med 4-0.

 

Der var dog også succeser. I Real Madrids storhedstid fra 1954 til 1980, hvor de vandt 18 mesterskaber, var Atletico en af de eneste reelle udfordrere med fire mesterskaber undervejs, men derfra gik det ned ad bakke med enkelte historiske undtagelser som pokalfinalen mod Real i 1992, der blev vundet på Santiago Bernabeu, og 1995/96-sæsonen hvor Atletico vandt The Double.

 

”Det kan jeg tydeligt huske, for det var første gang i de år, hvor jeg havde boet i Spanien, at Atletico udfordrede Real. Der går en ringvej rundt om Madrid, der hedder A40 og som også binder de to stadions sammen, men i folkemunde hed den det år kun A14, fordi Atletico på et tidspunkt var hele 14 point foran Real, og de endte altså også med at vinde The Double,” siger Luna Christofi om et af de få lyspunkter i Atletico-tilhængernes svære fodboldliv, der altså nåede bunden med nedrykningen i 2000.

 

”Sådan har det været. Atletico-tilhængere generelt måtte acceptere vilkårerne, at man skulle være indstillet på at lide, at der var en skønhed i lidelsen. Alt der kan gå galt, vil gå galt for Atletico. Klubben har også i sin markedsføring på genial vis selv appelleret til den mentalitet, at det koster blod, sved og tårer at holde med Atletico, men at man selv i modgangen gør det stadig og fortsat. Og ude på det gamle og nedslidte Calderon er opbakningen jo altid fantastisk, når alle fire sider af stadion synger med på hymnen og synger den færdig med én stemme.”

 

”Men alt det med smerten og mismodet har Diego Simeone så gjort op med i de seneste par år, hvor han har haft stor betydning for den fremgang, der er fundet sted. Han vil ud over det, han vil videre end det. Han tager en kamp ad gangen, og det er altid kun sejren, der tæller,” siger Viasat-reporteren, mens Jesper Grønkjær supplerer:

 

”Atletico-spillerne arbejder ud fra nogle dyder, som Simeone selv stod for, men samtidig er de også meget forenelige med, hvordan det er, når man har været gravet langt ned og har haft rigtig meget modgang. For måden at komme tilbage fra det på er ved hårdt arbejde både på træningsbanen og i kampe. Det kan være beskidt, det der foregår, det kan være lige over grænsen, men det er sindssygt attraktivt, og der er masser af energi. Det er en voldsom kamp for at komme tilbage, og det spejler sig meget i den måde, Atletico spiller i dag. De har fået en masse flair, men de har også holdt fast i den evige kamp, de har været i – også selv om det skal understreges, at de kan meget mere end at kæmpe,” siger den tidligere Atletico-spiller med et kig på den nye virkelighed, der har ramt Madrid.

 

For efter de 25 lokalopgør i træk uden en Atletico-sejr lykkedes det med pokalfinalen i 2013, som blev vundet med 2-1 på Reals hjemmebane Santiago Bernabeu, t

tog selv om kongeklubben tog revanche med to sejre i pokalturneringen sidste år, så hentede Atletico fire point i ligakampene og tog mesterskabet, mens man i år er tørnet sammen hele seks gange i liga, pokal og Super Cup med lillebror Atletico som ubesejret med fire sejre og to uafgjorte. Senest blev det hele 4-0 i ligaen hjemme på Vicente Calderon, hvilket var den største sejr over Real Madrid siden 1947 og den første sejr over lokalrivalen på hjemmebane i knap 17 år.

 

”Jeg var nede at kommentere kampen, og kontrasten var jo enorm fra dengang, jeg selv boede i Madrid og var på Calderon i 2008 til sådan en kamp, hvor Atletico på forhånd havde blæst en stemning op om, at nu skulle det være. Nu skulle de besejre Real Madrid. For så gik det som det plejede. Raul scorede i de første minutter, Real vandt 2-0, og så kunne Atletico-tilhængerne gå triste hjem som de plejede.”

 

”Men denne gang blev Real blæst ud af banen, og selv om vi blev siddende lidt på pladserne bagefter, var det svært at komme væk, for folk stod helt stille på trappen. Der var simpelt hen en prop af fans, der skulle tage billeder af måltavlen med cifrene 4-0, for det skulle huskes,” fortæller Morten Glinvad om en historisk kamp.

 

Så selv om mange års underlegenhed ikke er forsvundet, så er det dog blevet nemmere at være Atletico-fan i forhold til Real Madrid, og det er også godt for spansk fodbold, at

El Derbi Madrileno nu igen er noget, man snakker om.

 

”Alle folk i Spanien, der holder af fodbold uden at være fanatiske tilhængere af noget hold, er glade for, at Atletico er kommet med, for spansk fodbold har brug for dem, som der også er brug for Sevilla og Valencia, så det ikke hele tiden bliver en kamp mellem Barcelona og Real Madrid. Jeg kan endda møde folk, der holder med Real, men stadig synes det er godt, at det er blevet tættere, at det er godt, at der er kommet noget hype omkring de kampe,” siger Luna Christofi.

 

Og den nye intensitet i lokalopgøret er selvfølgelig også nemmere at bære for Real-tilhængerne, da de jo vandt den vigtigste af de kampe inden for det seneste år i form af Champions League-finalen i Lissabon. Det krævede en sen udligning og forlænget spilletid, men kongeklubben fik sin ”decima,” sin 10. europæiske titel, og den var vigtig, mens det til gengæld også var typisk for Atletico-ånden at tabe den største finale så få dage efter det fornemme mesterskab, der endda blev sikret med 1-1 på Camp Nou mod Barcelona.

 

”Stemningen i Lissabon var noget helt specielt, og noget som jeg altid vil tage med mig. Jeg har dækket de seneste 17 finaler, og sammen med den i 99 mellem United og Bayern var det noget ganske særligt, for der kom simpelt hen en iberisk invasion til Lissabon, og byen åbnede bare sine døre og delte det hele op i to zoner, så der kunne holdes en stor fest. Også ude på stadion var det helt specielt, for både tilhængere og vi pressefolk sad jo alle sammen med en fornemmelse af, at det ikke ville gå godt for Atletico. Storebror ville tage over, spørgsmålet var bare hvornår. Og til sidst udlignede de også og vandt så stort i den forlængede spilletid. Det skulle komme,” husker Luna Christofi.

 

Men nu er det måske tid til revanche, for selv om Atletico og Real allerede er mødtes seks gange i denne sæson, så er der også plads til to europæiske kvartfinaler i Champions League med det første opgør på Vicente Calderon tirsdag aften. Tro mod sin tanke, om at den næste kamp altid er den vigtigste, har Atletico-træner Diego Simeone ikke snakket ret meget om opgøret endnu, mens Carlo Ancelotti også har haft rigeligt at gøre i ligaen, hvor Barcelona på kort tid har lukket et hul og er rykket forbi Real. Så foreløbig er ordene mest kommet fra de bonede gulve.

 

”Fodbold har ingen hukommelse. Vi har vundet de seneste kampe, men vi må forberede os som om, at det aldrig er sket. For omstændighederne ændrer sig hele tiden, og en Champions League-kamp er ikke det samme som en ligakamp. Real Madrid har en imponerende power, og de vil kæmpe hårdt,” sagde Atletico-bestyrelsesmedlemmet Clemente Valverde efter lodtrækningen, mens Reals angrebslegende Emilio Butragueno sagde:
 ”Vi må være 100 procent fokuserede, for Atletico holder øje med alle detaljer og kan drage fordel af hvad som helst. Vi må være på det samme niveau for at gå videre.”

 

Det ligner i hvert fald en helt åben kvartfinale, hvor det samlede resultat kan blive afgjort af trænernes dispositioner på sidelinjen eller en enkelt afgørende aktion over de 180 minutter. Men det kan også være, at det madrilenske derby og klubberne falder tilbage i de vante rammer:

 

”Det var jo meget typisk, at Atletico tabte Champions League-finalen til netop Real få dage efter de havde vundet mesterskabet. Det fik de ikke lov til at glæde sig over særlig længe, og det ville heller ikke overraske mig, hvis de også endte med at tabe kvartfinalerne, for de har været ovenpå og ikke tabt seks kampe i træk til Real, men hvad betyder Super Cup og pokalsejre, hvis de taber de vigtigste?,” siger Morten Glinvad.