Generelle

BIF'er: De råbte Makélélé, Makélélé

Paul Jatta lærte at spille fodbold i sandal-lignende fodtøj på den sandholdige jordbund i Gambia. Der var ingen rigtige fodboldmål eller læderbolde, men han forelskede sig i spillet ved hjælp af en platikbold og friheden til at spille hvor som helst - og efter egne regler. Nu bruger han sin professionelle karriere til at iklæde hjembyens fattige børn både Brøndby-trøjer og holdkammeraternes gamle fodboldstøvler.

BRAGT I TIPSBLADET UPDATE 19.04 2011

Dagens sidste solstråler glimter i horisonten, da en gruppe drenge samles lidt uden for byen. De begynder at rive det høje, kraftige græs op af jorden. Snart har de formet et lille, rektangulært område, hvor kun den sandholdige jordbund står tilbage. Selve banen er på plads.

En af drengene river et par grene af et nærtstående træ og sætter dem i den ene ende af den ydmyge arena med et par meters mellemrum. Så er det ene mål klar. To grene bliver placeret på tilsvarende vis i den anden ende.

»Ofte er der ingen overligger, så det kan være svært at afgøre, om der er mål, eller om skuddet er for højt. Så man kan bare skyde en høj bold og juble, medmindre målmanden protesterer alt for meget. Det er virkelig sjovt,« siger Paul Jatta og slår ud i latter.

Det sker flere gange, imens han fortæller om sine første fodboldminder fra byen Fajikunda, der ligger cirka tre kilometer syd for Gambias største by, Serrekunda.

Siden sommeren 2009 har den 20-årige defensive midtbanespiller været en del af Brøndbys Superligatrup. 17 optrædener i den blå-gule trøje er det blevet til. Senest i søndagens 2-1-nederlag til AaB, hvor han fik en times spilletid foran de 16.398 tilskuere på Brøndby Stadion.

Den professionelle tilværelse i Danmark med træningstøj, dyre fodboldstøvler og intensive træningspas ligger imidlertid milevidt fra legen med den lille runde på jordbunden i Fajikunda-området.

»Det er sådan, vi begynder at spille. Vi kan ikke tage på et akademi for at lære de basale ting i fodbold. Det kommer automatisk igennem leg. Andre gange spillede vi imellem bygningerne i byen. Der var ikke én bestemt bane, vi spillede på. Man spiller bare, hvor man kan komme til det,« fortæller Paul Jatta.

»Når solen begynder at gå ned om eftermiddagen, kommer alle drengene ud for at spille fodbold. Nogle gange kender du dem, andre gange gør du ikke. »Vil du spille?«, okay, så går man med og spiller. Banen er som regel ret lille, og hvis der kommer mange spillere, må man dele sig i tre hold. Så spiller man kun til to eller tre mål, inden man skifter. Vinderholdet bliver på banen, så hvis man er god, får man lov at spille meget - og bliver endnu bedre,« tilføjer han og bryder ud i endnu et grin.

»Som professionel skal du følge nogle bestemte regler og bestemte instruktioner fra træneren, men i Fajikunda kan du spille, lige som du vil. Det var 'football freedom', kan man sige.«

Plastikbold og sandaler

I Brøndby står fodboldstøvlerne klar til Paul Jatta, når han møder ind. Går de i stykker, får han udleveret et par nye. Det meste af barndommen i Fajikunda måtte han imidlertid ty til andet fodtøj.

»Jeg brugte en form for plastik-sandal. Den var lukket foran, men åben ved hælen. Så lukkede man den med en rem. Og ellers spillede folk bare i deres hverdagssko,« fortæller den unge midtbanespiller.

Nogle troppede dog op i bare fødder.

»Vi spillede med en plastikbold, for nogle af os havde sko på, andre havde måske ikke. Hvis vi havde en hårdere bold, ville det gøre ondt på dem med bare fødder. Når man sparkede den op i luften, gjorde den sådan her,« siger Paul Jatta med et smil og fører den ene arm op foran ansigtet og ud til siden.

Smilet forsvinder, da en gruppe skjortebeklædte mænd trasker igennem sponsorlogen. Han læner sig tilbage og vender blikket imod det store glasparti, som giver udsigt til Brøndby Stadions græstæppe.

»Jeg kommer fra en meget fattig familie,« siger han med lavmælt stemme.

Efter seks års skolegang måtte han droppe ud. Han kunne godt lide at gå i skole, men familien havde ikke råd. Af samme årsag havde han ingen fodboldstøvler, før han som 12-årig fandt et par af mærket Hi-Tec i en container med nødhjælp. De var alt for små, men han klemte fødderne ned i dem og bed smerten i sig.

»Min barndom var lidt svær. Det er billigt at købe mad i Gambia, men det er svært at få støtte til det, du gerne vil være. Det er ikke nemt at få de korrekte støvler og de rigtige redskaber. Alle de ting, du får, er 'second-hand',« siger Paul Jatta, som har tre søstre og en bror.

Familien bor stadig i Fajikunda. Huset er det samme. Væggene er konstrueret ved hjælp af en blanding af sand og cement, og taget er lavet af metal.

»Nogle bruger jern, andre bruger aluminium,« fortæller Paul Jatta.

Læs mere på næste side