Da lille Allan narrede Laudrup og Co.

Finn Laudrup blev ikke på noget tidspunkt specialopvartet, som mandsopdækning dengang kaldtes. Udover en målgivende aflevering og nogle gode afleveringer, så man ikke ret meget til Brønshøjs stjerne, som der kun blev begået en enkelt frispark imod. Han og klubbens andet topnavn, Per Røntved, gjorde ofte det svære og fik det ikke lettere i kampen, som Vejle i realiteteten afgjorde ved at føre 3-0 ved pausen.

I den lokale vis hed det: »Som jagthunde halsede de store Brønshøj-forsvarere rundt efter de vævre og lynhurtige Vejle-angribere uden at få bid en eneste gang. Besnærende kombinationer. Overraskende, præcise og somme tider geniale afleveringer. Lange skift til fløjene. Ja, det var spil, der formåede at give varme helt ned i tilskuernes iskolde tæer,« lød den lokale avis´ idealbillede.

Efter pausen reducerer Freddy Lorentzen på en aflevering fra Laudrup, men straks efter scorer Tommy Hansen sit tredje mål til 4-1 og derpå bliver det 4-2 på straffespark ved Ole Kisum. De to sidste mål tegner dagens Vejle-debutant og Brønshøjs Gunnar Pedersen på hovedstød sig for.

Bagefter hentede midtbaneslideren Flemming Serrritslev og afslutteren Tommy Hansen i pressen de største roser på et Vejle-hold, der havde rejst sig efter den skuffende sæsonstart. Vejle Amt Folkeblads udsendte, Knud Engelbrecht, den samlede præstation for »et trompetstød for dansk fodbold«, han ville have stadion udvidet, og kaldte det for »en fantastisk kamp, man skal langt tilbage i VBs årsskrifter for at finde magen til.«

Det urørlige angreb

Træner var Fritz Gotfredsen, der var kaldt tilbage for at være VB-træner for tredje gang og som havde gjort kluben til dansk mester første gang i 1958. Det var ligesom at »Gotte« og VB bare passede sammen. Han var ikke den store taktiker, men havde styr på træning og det holdmæssige. Han var også en hyggelig, ældre mand, og selve udførelsen overlod han til spillerne selv, og Vejle havde i profiler som midtbanemanden Flemming Serritslev og de konstruktive angribere Karsten Lund og Tommy Hansen folk, der kunne sætte i scene.

»Det tekniske niveau var utrolig højt, og selv om vi måske havde Danmarks bedste andethold, så kom vi altid til kort overfor førsteholdet. I løbet af en halv time sådan en træningsaften kunne de pludselig føre 5-0. De angribere der kunne finde hinanden i blinde,« husker Knud Nørregaard, som senere kom på landsholdet, men måtte vige pladsen, da Allan Simonsen brød igennem.

»Vi trænede kun to gange kom ugen, for vi var amatører, men derudover var vi mange, der selvtrænede, og det var i øvrigt det første år med bonus, men den var ikke så stor. For min bonus købte jeg en symaskine til en kone,« griner Nørregaard, der var to år ældre end Allan Simonsen, men efter dennes afrejse fik sit gennembrud på højrekanten.

»Det var ærgerligt kun at være reserve, og jeg husker tydeligt, at jeg blev ny 12. mand i Brønshøj-kampen, men jeg kom dog ind til sidst, og det var faktisk ikke almindeligt for 12. manden dengang, men det var måske også fordi jeg dermed kom op på kamp nr. 50 på førsteholdet. Jeg ærgrede mig dog ikke ret meget. De fleste gang var det en fornøjelse at se dette hold spille fodbold. De kunne alle sammen så meget, og det var flydende og elegant angrebsfodbold,« husker Knud Nørregaard.

Læs mere på næste side