Da lille Allan narrede Laudrup og Co.

Reservens ros: Champagne-fodbold

Rivalen Allan Simonsens første stjernestund indtræffer sent. VB-årbogen for 1971 skriver:

»I kampens sidste minutter kom der gang i scoringen igen. Jørgen Markussen var sluppet igennem, men målmanden halvklarede. Riposten havnede ud i højre side, hvor Allan Simonsen koldblodigt løftede bolden over målmanden og ind i nettet til 5-2. Han havde også fikseret Brønshøj-spillerne ved at hoppe over bolden ved 4-1 scoringen.«

Så blev der konkluderet, at de gultrøjede københavneres markering var for løse, men VB havde altså også disket op med opfindsomt og beslutsomt angrebsspil.

For Vejle var det begyndelsen til noget større. Ugen efter så 11.000 tilskuere rødtrøjerne vinde 4-2 over KB og derpå 16.000 til sejr over B1909 i pokalen.

»Lad os bare kalde det champagnefodbold. Der var i hvert fald solskin, da Allan debuterede, og det udviklede sig henover de to år. I dag forstår jeg godt, at jeg ikke fik en fast plads, » fortæller Knud Nørregaard, der senere tog revanche ved også at komme på landsholdet. Vejle blev dansk mester i 1971 og vandt både mesterskab og pokal året efter i Allan Simonsens foreløbig sidste sæson i det østjyske.

»Strålende boldbehandling og blik for spillet. Han var ikke bange for at gå i tacklinger. Han mangler naturligvis meget endnu. Men Allan Simonsen et talent ud over det sædvanlige, og med mere rutine bliver han den helt store gevinst for VB,« lød de lokale roser.

»Jeg havde godt nok været på ynglinge- og ungdomslandsholdet året før, men det her var noget andet. Jeg faldt let ind, for jeg koncentrerede mig om min opgave og ikke andet, og i øvrigt nåede jeg heller ikke at blive nervøs,« fortæller Allan Simonsen 40 år efter. Eller som han udtrykte det i bogen »Allan Simonsen - Europas bedste 30 år efter« fra 2008: »

Jeg nød bare at spille. Det var det eneste, jeg tænkte på. Glæden boede inden i mig. Jeg gik rundt med en rar følelse af, at dét her...det er bare lige det, jeg vil. Det var alt det, jeg havde set frem til.«

Efter 1972-sæsonen, hvor Vejle havde Jozef Szentgyörgyi som træner, drog Simonsen til Borussia Mönchengladbach i den vesttyske Bundesliga, men forinden havde han brilleret som oplægger og målscorer ved OL-slutrunden i det sydtyske. Vejle-fløjen var kommet med på afbud af den skadede KBer Kurt Præst, men endte med at fremstå som en af de tre førende danske spillere på et hold, der var overraskende tæt på en semifinale. De to andre var Per Røntved og Kristen Nygaard.

Resten er historie. Den lille vejlenser sad halvandet år på bænken i det vesttyske, inden han blev sluppet løs. Og så tog han fat. Allan Simonsen blev nogle gange undervurderet, men det var en stor fejl. Den lille tekniker fra Vejle blev et verdensnavn via Borussia Mönchengladbach og FC Barcelona, han blev årets spiller i europæisk fodbold i 1977, og i 1983 var han efter at være vendt hjem til Vejle en af hovedmændene bag det danske landsholds kvalifikation til EM i 1984, hvor han uheldigvis brækkede benet i åbningskampen mod Frankrig.

Hans debutkamp for Vejle mod Brønshøj er aldrig rigtig blevet beskrevet i større artikler eller de mange bøger, der er udgivet om en af de største profiler nogensinde i dansk fodbold. Hovedpersonen selv fortæller ikke så meget, og husker endda forkert på slutresultatet.

»Endte den ikke 5-2? Sådan husker jeg det i hvert fald. Nå, men det var i hvert noget med en masse mål. Sådan var det i Vejle dengang. Det var meget enkelt.«