Den tidligere FC Midtjylland-spiller Asger Sørensen har forlænget kontrakten med sin klub Red Bull Salzburg. Det bekræfter den østrigske klub mandag.
Sørensen er ellers blevet tildelt småt med spilletid i den seneste sæson, hvor han blot blev noteret for to Bundesliga-kampe. Med til historien hører dog, at danskeren var skadet i store dele af sæsonen.
- Asger Sørensen forlænger. Efter sin lange skade, er han tilbage og fit. Det er vi glade for, fortæller sportsdirektøren i klubben, Christoph Freund.
Salzburg-danskeren har repræsenteret de danske ungdomshold på flere niveauer. Senest er det blevet til en optræden på U/20-landsholdet.