Video : Tipsbladet
Generelle

AaB sendte AC Horsens ud af pokalturneringen med smal sejr

AaB levede op til favoritværdigheden og besejrede AC Horsens i 1/8-finalerne i pokalturneringen.

Der var skiftet ud på målmandsposten, hvor Michael Lansing fik chancen i stedet for Jacob Rinne, men ellers havde Morten Wieghorst valgt at benytte sin stærkeste startopstilling. 

Nordjyderne var dog længe om at komme i gang med det polerede spil mod AC Horsens, som også stillede op i en stærk opstilling til opgøret på Aalborg Portland Park. 

Først midtvejs i første halvleg begyndte AaB at blive farlige, men Kevin Mendoza i AC Horsens-målet havde styr på sagerne. 

Efter pausen fortsatte AaB dominansen, og efter en god times spil gav det pote, da Tom van Weert omsatte en god stikning af Rasmus Würtz. 

I den anden ende af banen var AC Horsens kun meget sjældent farlige, og i stedet havde indskiftede Rasmus Thellufsen en stor hovedstødschance kort før tid, men Kevin Mendoza fik reddet forsøget. 

AaB kontrollerede opgøret indtil sidste fløjt, og dermed er den nordjyske klub klar til kvartfinalen i pokalturneringen.