• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:

Venstre backen Allan K. Jepsen lavede i sidste uge et lynskifte til tyske Aachen. Jepsen er glad for skiftet, men indrømmer at det ikke er en hel optimal løsning.

Af Simon Møbjerg Sørensen

Da 2009 blev til 2010 udløb Allan K. Jepsens kontrakt med Randers FC, der måtte på klubjagt. Alt var i spil i både ind- og udland, men pludselig kaldte Alemannia Aachen fra 2. Bundesliga i Tyskland, og så var det bare at køre sydpå og stille til prøvetræning dagen efter.

To dage senere var kontrakten med Aachen i hus, og mandag i denne uge debuterede han så, da han fik 90 minutter i 3-0 nederlaget hjemme på Tivoli Stadion mod Kaiserslautern.

- Selvfølgelig kunne jeg godt mærke, at det er noget tid siden, jeg har spillet. Men jeg har selvtrænet en hel del fysisk, og så har jeg trænet med en lille uge i Silkeborg. Så fysisk gik det ok, og jeg vil sige, at man kan komme rigtig langt på vilje, glæde og gejst, siger Allan K. Jepsen til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Tivoli venter dansk back efter klubskifte

Førstevalget ude med skade
Aachen stod pludselig uden venstre back midt i januar, da tyskernes sikre førstevalg på pladsen, Timo Achenbach, blev skadet i sit knæ og fik besked på, at han er ude i otte-ti uger.

- Jeg er glad for at have fundet et sted, og jeg er glad for, at det ser ud til, at jeg skal spille. Der er ikke andre deciderede venstre backs i truppen lige nu. Klubben har et nyt stadion og store ambitioner om at komme tilbage til Bundesligaen. Måske ikke i år, men så næste år, siger Jepsen om klubben, der indtager 2. Bundesligas 11. plads.

LÆS OGSÅ: Allan K. var aldrig i kontakt med AGF

Ikke optimalt med familien i Danmark
Selvom den 32-årige dansker er glad for skiftet, er han da heller ikke bleg for at indrømme, at Aachen, der ligger på kanten af både den hollandske og belgiske grænse, ikke er nogen optimal løsning for ham og familien, der tæller tre børn.

- Familien er jo i Danmark, og det er helt klart, at det ikke er optimalt, at jeg så er dernede, siger Allan K. Jepsen, der lige er hjemme i Danmark en tur og hente noget tøj, inden han i aften kører sydpå igen.

- Jeg tager én dag og én kamp ad gangen, men vi slutter jo allerede 9. maj, så på den måde er det rimelig overskueligt. Jeg har en aftale med klubben om, at vi snakker sammen igen i april. Det er ikke til at vide, hvad et godt forår kan bringe med sig, så nu må vi se.

Superliga

Mere Superliga

Fokus