Den belgiske klub Anderlecht er godt i gang med at forme ledelsen og direktionen i et forsøg på at vende tilbage til fordums styrke.
Klubben har gang i en skuffende sæson, hvor der ikke er meget, der er gået godt for holdet, og derfor blev der omstruktureret i slutningen af november. Michael Verschueren blev sportsdirektør i stedet for Luc Devroe, der gled lidt i baggrunden i Anderlecht, og Frank Arnesen blev i starten af januar hentet ind som teknisk direktør.
Luc Devroe fik mindre end et år som sportsdirektør i Anderlecht, og onsdag aften meddelte klubben så, at klubben helt har stoppet samarbejdet med Devroe, der i næsten to måneder havde en rolle som leder af scoutingafdelingen.
I sin korte tid som sportsdirektør i Anderlecht var der ikke meget, der gik godt for Luc Devroe, der i øvrigt var manden, som endte med at købe Bubacarr Sanneh i FC Midtjylland for godt 60 millioner kroner. Sanneh er den dyreste forsvarsspiller købt af en belgisk klub.
Ifølge mediet De Standaard var det dog ikke kun Luc Devroes skyld, at det ikke gik så godt, da han var sportsdirektør. Han ville for eksempel hellere hente 34-årige Dante Bonfim, men ham mente ejer Marc Coucke var for gammel, fordi spilleren ikke kunne sælges videre. Derfor endte det i stedet med, at klubben og Devroe købte FC Midtjyllands Buba Sanneh.
Bubacarr Sanneh mangler fortsat at finde sig til rette i Anderlecht, og han skal i øvrigt gøre det med en ny træner i spidsen for holdet, da Anderlecht også har præsenteret hollandske Fred Rutten som ny cheftræner.
Sanneh, der også har en fortid i AC Horsens, er stadig kun 24 år, og det tog også lidt tid, inden han fandt sig til rette, da han skiftede til FC Midtjylland. Men i og med han kostede så mange penge er tålmodigheden heller ikke kæmpe stor, da Anderlecht ønsker output fra forsvarsspilleren.
Anderlecht ligger nummer fem i den bedste belgiske række efter 21 kampe. Når der er spillet 30 kampe, spiller top seks mesterskabsspil, som man også kender det fra Danmark. Forskellen er, at man i Belgien halverer de point, der tages med over til mesterskabsspillet, og derfor vil Anderlecht rykke tættere på topholdet Genk, der aktuelt er 14 point foran Anderlecht.
De directie van RSC Anderlecht heeft beslist om de samenwerking met Luc Devroe stop te zetten. “We willen Luc bedanken voor het werk voor de club en wensen hem veel succes in zijn verdere carrière”, aldus Michael Verschueren. pic.twitter.com/pjXlEyqah2
— RSC Anderlecht (@rscanderlecht) January 16, 2019