Video : Tipsbladet
Generelle

Andreas Christensen om dramatisk uvending: Jeg var klar på at forlade Chelsea

Den danske forsvarsspiller var opsat på at forlade London-klubben i jagt på spilletid, men Chelsea stillede sig i vejen for et skifte i vinterens transfervindue.

Andreas Christensen har haft det svært i Chelsea efter ansættelsen af Maurizio Sarri, og den danske landsholdsspiller indrømmer nu, at han overvejede et skifte i det netop overståede transfervindue. 

Den 22-årige dansker spillede fast under Antonio Conte, men er kun startet inde i to ligakampe under Sarri. Ifølge Evening Standard havde klubber som Barcelona, Bayern München og Juventus henvendt sig, for at høre om Christensens situation. Og inden aftenens opgør i F.A. Cup'en imod Manchester United, hvor han forventes at starte inde, erkender Andreas Christensen nu, at han var klar på at skifte i januar. En transfer fandt dog ikke sted, fordi Chelsea afviste alle henvendelser.

- Jeg havde en masse tvivl, men da de gjorde det klart, at de stadig har brug for mig, så var det ikke svært for mig at acceptere, at jeg skulle blive. Jeg har været i klubben i mange år, og jeg elsker stadig at være her. Det er kun på grund af den manglende spilletid, at transferovervejelserne begyndte. Der er to klare førstevalg (David Luiz og Antonio Rüdiger, red.), og så er der mig. Jeg er bare nødt til at tage chancen, når jeg får den, siger Andreas Christensen til bold.dk.

Chelsea var ikke interesserede i at lade Andreas Christensen gå, idet danskeren anses som den primære reserve til Luiz og Rüdiger. Gary Cahill forventes at forlade Chelsea til sommer, og samtidig er Luiz' fremtid også uvis, da brasilianerens kontrakt udløber til sommer.