Arda Turan risikerer fængsel: I slagsmål med tyrkisk sangstjerne
Foto: Getty Images
Generelle

Arda Turan risikerer fængsel: I slagsmål med tyrkisk sangstjerne

FC Barcelona-ejede Arda Turan er blevet sigtet for seksuel chikane, ulovlig våbenbesiddelse og vold efter at have medvirket i et slagsmål med den tyrkiske sanger Berkay Sahin.

Fodboldkarrieren har de seneste par år taget et alvorligt dyk nedad for den 31-årige FC Barcelona-spiller Arda Turan.

Efter fire gode år i Atletico Madrid hentede Barcelona den tyrkiske offensivspiller tilbage i 2015, men da Turan ikke formåede at slå igennem blev han i januar lejet ud til tyrkiske Basaksehir frem til sommeren 2020.

I foråret trak Arda Turan overskrifter, da han blev tildelt den længste karantæne i tyrkisk fodboldhistorie på 16 spilledage, efter at han blev udvist for at fornærme og skubbe en linjedommer, og nu er den så angiveligt gal igen - denne gang dog udenfor kridtstregerne. 

Den Barcelona-ejede offensivspiller er således blevet sigtet for ulovlig våbenbesiddelse, seksuel chikane og vold efter et slagsmål med den tyrkiske sangstjerne Berkay Sahin. Det skriver BBC.

Hændelsen fandt angiveligt sted på en natklub i Istanbul, hvor Turan skulle have chikaneret Sahins kone. Tilnærmelserne førte til et slagsmål, hvor Berkay Sahin brækkede næsen og måtte indlægges på hospitalet.

De tyrkiske medier beretter, at Arda Turan efter hændelsen skulle have taget til hospitalet og medbragt en pistol for at bede Sahin om at skyde ham, hvis sangeren oprigtigt var af den opfattelse, at Turan havde chikaneret hans kone. 

Arda Turan lagde dernæst efter sigende pistolen fra sig, hvorefter den gik af ved et uheld.

Mandag krævede den tyrkiske anklager en fængselsstraf på tolv og et halvt år til Arda Turan efter episoden.