Video : Tipsbladet
Generelle

Bayern München fortsætter stimen med sikker sejr over Stuttgart

Bayern München tog sin femte sejr i træk, da de på hjemmebane vandt med 4-1 over bundholdet Stuttgart

Efter en for Bayern München-standarder dårlig start på sæsonen, er de tyske rekordmestre ved at finde melodien i Bundesligaen. I dag tog holdet sin femte ligasejr på stribe, da bundholdet Stuttgart kom på besøg i et sydtysk opgør.

Hjemmeholdet var kæmpe favoritter til kampen, og de kom da også planmæssigt foran efter fem minutter ved Thiago Alcantara, der i udkanten af feltet sendte bolden i mål med en kontrolleret inderside. Men Stuttgart lagde sig ikke ned, og efter 26 minutter bragte de balance i regnskabet med et drømmemål. Anastasios Donis fik for meget plads, og så sendte den græske angriber bolden i nettet fra lang afstand, helt uden for Manuel Neuers rækkevidde.

Dermed gik de to hold til pause ved stillingen 1-1, men i anden halvleg satte Bayern München tingene på plads. De skulle dog bruge lidt hjælp til at komme i gang. Ti minutter inden i anden halvleg var Stuttgarts Christian Gentner uheldig at rette et skud af, så han blev noteret for et selvmål.

Ti minutter senere fik Robert Lewandowski muligheden for at bringe Bayern München yderligere foran. Han tog et straffespark begået mod ham selv, men sendte bolden på ydersiden af stolpen. Heldigvis for ham og Bayern München var det ikke noget, der fik konsekvenser, for med cirka tyve minutter tilbage gjorde Leon Goretzka det til 3-1, da han satte hovedet på et hjørnespark.

Med fem minutter tilbage af kampen fik Robert Lewandowski også revanche for sit brændte straffespark, da han løb fra hele Stuttgarts forsvar, kom forbi målmanden og sendte bolden i mål fra en spids vinkel. En flot scoring, der satte en tyk streg under niveauforskellen på de to hold.

Men sejren er Bayern München igen seks point efter danskerklubber Dortmund, der i går vandt med 5-1 over Hannover 96.