Bedst og værst: Pourie slog tilbage
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Generelle

Bedst og værst: Pourie slog tilbage

Vi ser nærmere på opgøret mellem SønderjyskE og FC Vestsjælland, hvor gæsterne trods nederlag er klar til finalen i DBU Pokalen.

SønderjyskE - FC Vestsjælland 1-0 (1-0)

1-0 Johan Absalonsen 4´

Kampens bedste: 

SønderjyskE
Marvin Pourie har fået kritik for sine præsentationer på det seneste. Onsdag slog tyskeren dog tilbage med en rigtig flot indsats, hvor han var værternes farligste mand. Erobrede mange vanskelige bolde, løb meget og var hele tiden med. Manglede skarpheden da han fik chancen helt til sidst, men det tager ikke noget fra, at angriberen spillede en stærk kamp i Haderslev. 

FC Vestsjælland
Thomas Mikkelsen er en vigtig årsag til, at FC Vestsjælland kan kalde sig finalister i DBU Pokalen. Var sikker i sine indgreb, hvor han forhindrede SønderjyskE i at blive farlige trods et voldsomt antal indlæg i første halvleg. Reddede hvad han kunne, men så ikke heldig ud ved Johan Absalonsen´s træffer i indledningen.

Kampens værste:
Osama Akharraz har været inde i en god periode. Det FCV-profilen leverede i Haderslev var dog ikke værd at skrive hjem om, og blev pillet ud efter pausen. Tabte for mange bolde, udfordrede ikke nok. Havde en enkelt god mulighed i første halvleg, men var tættere på at blive farlig for pølseboden på Sydbank Park end for Marin Skender i hjemmeholdets mål.

Kampens detalje: 
Danmark er kendt for vikinger og for at slås. Det var onsdagens kamp et meget godt billede på, hvor både Bjørn Paulsen og Pierre Kanstrup måtte lappes sammen i første halvleg. De to spillere måtte gennemføre med enorme forbindinger om hovedet, men fightede sig flot igennem.