Video : Tipsbladet
Generelle

Benfica-præsident indrømmer: Umuligt at holde på João Félix

Hvis João Félix frikøbsklausul bliver udløst denne sommer, må Benfica se i øjnene, at stortalentet er tabt for klubben

João Félix er kun 19 år gammel, men han er alligevel en af de mest attraktive spillere på transfermarkedet. De store klubber flokkes om den unge angriber, og derfor kan det gå hen og blive rigtig svært for hans klub, Benfica, at holde på sit stjernefrø.

Sådan lyder erkendelsen fra præsidenten for den portugisiske storklub, Luis Filipe Vieira, ifølge den engelske avis Daily Mail. De to engelske giganter Manchester United og Manchester City er blandt de forreste i feltet af klubber, der skal være villige til at betale Felix' frikøbsklausul på 105 millioner pund, cirka 880 millioner kroner.

Udløses frikøbsklausulen, indrømmer klubpræsidenten, at João Félix er fortid i klubben denne sommer. Og hvis det sker, er der kun én måde, hvorpå han også er Benfica-spiller i næste sæson.

- Hvis nogen byder 120 millioner euro kan vi ikke drømme om, at han bliver. Vi prøver alt for at få ham til at blive. Men den eneste måde er, hvis vi sælger ham og kan beholde ham endnu et år. Hvis ikke, forlader João os. Der er ikke plads til at forhandle videre. Han vil ikke, lyder det fra en nedslået Luis Filipe Vieira. 

João Félix spillede i denne sæson 26 ligakampe med 15 mål til følge. Han er i øjeblikket afsted med det portugisiske landshold, der søndag aften skal spille finale i Nations League mod Holland.