Boca Juniors holder fast og appellerer: Nægter at spille finalen
Foto: Getty Images
Generelle

Boca Juniors holder fast og appellerer: Nægter at spille finalen

Boca Juniors nægter fortsat at afvikle Copa Libertadores-finalen mod River Plate. De har appelleret beslutningen om, at kampen skal spilles i Madrid.

Hvad der skulle have været en verdensomspændende fodboldbegivenhed mellem de vel nok største rivaler i sportens verden, har efterhånden udviklet sig til en decideret farce. 

Copa Libertadores-finalekampene mellem argentinske River Plate og Boca Juniors mangler nemlig stadig en afgørelse, efter at returkampen på River Plates hjemmebane El Monumental i weekenden blev udskudt to gange, da hjemmeholdets fans kort før kampstart angreb gæsternes spillerbus. 

Det sydamerikanske fodboldforbund, CONMEBOL, har natten til fredag dansk tid endeligt besluttet, at kampen bliver afviklet, men at det ikke kun bliver udenfor Argentina, men også udenfor Sydamerika. Således meddeler forbundet, at kampen vil blive spillet den 9. december på Santiago Bernabeu i Spaniens hovedstad, Madrid.

Men det nægter Boca Juniors altså fortsat.

Det er franske L'Equipe, der skriver, at Boca Juniors har appelleret afgørelsen om at spille kampen i Spanien - men det er ikke på grund af placeringen af kampen, at Boca protesterer. 

Klubbens præsident Daniel Angelici gjorde det nemlig allerede tidligere på ugen klart, at Boca Juniors vil have River Plate diskvalificeret på grund af optøjerne inden returkampen, og at Boca dermed skal tildeles Copa Libertadores-titlen uden kamp.

Boca Juniors henviser særligt til en episode i i Copa Libertadores-ottendedelsfinalerne mod River Plate i 2015, hvor Boca Juniors blev diskvalificeret, efter at holdets fans sprayede en pebersprays-lignende væske i ansigtet på flere af River Plates spillere. 

Boca Juniors' appelsag er i de seneste dage blevet behandlet af CONMEBOL's disciplinærkomité, men anmodningen om skrivebordssejren er altså blevet afvist. River Plate er i stedet foruden hjemmefordelen i returfinalen blevet frataget tilskuere i deres næste to kampe, ligesom at klubben har fået en bøde på 400.000 dollars, svarende til 2,6 millioner kroner.

Men den beslutning har Boca Juniors altså nu appelleret, hvilket klubbens præsident også lovede tidligere på ugen:

- Vi er ikke interesseret i at spille kampen overhovedet, men vi vil afvente disciplinærpanelts beslutning. Vi mener, at der er præcedens for en dom i vores favør. Hvis afgørelsen ikke tilgodeser vores anmodning, vil vil appelere den, og hvis den appel også bliver afvist, vil vi tage sagen op på et højere niveau.

- Vi er ikke i en tilstand, hvor vi kan spille finalen. Jeg er ikke enig mod CONMEBOL i at sætte en ny dato, og vi vil gerne takke alle de hold i Sydamerika, der har vist solidaritet med Boca Juniors. Jeg håber, at panelet tager sig god tid til at se bevismaterialet igennem, og at det vil ende ud med en straf, der gør det klart, at vold ikke hører til i fodboldens verden, sagde Daniel Angelici.

Den første af de to finaler endte 2-2 på La Bombonera. Det er første gang nogensinde, at de to ærkerivaler møder hinanden i finalen i Copa Libertadores, der er Sydamerikas svar på Champions League.