Video : Tipsbladet
Generelle

Busquets overvejer MLS efter Barca

Sergio Busquets har set sig lun på MLS som næste destination i hans karriere. Han understreger dog, at han ikke ved, hvornår det bliver aktuelt at skifte væk fra Barca

FC Barcelona har gang i en forrygende sæson. Klubben er tæt på at kunne kalde sig spanske mestre og samtidig står de i semifinalen i Champions League. 

Den 30-årige spanier Sergio Busquets er i øjeblikket blandt de bedste spillere på Barcelonas midtbane, hvor han ofte sørger for at dække hullerne foran forsvaret. Midtbane-generalen er dog bevidst om, at han inden længe måske bliver erstattet af yngre kræfter såsom Frenkie De Jong, der slutter sig til catalanerne efter sæsonen. I fremtiden ser Busquets sig selv spille i MLS, som han mener er en liga i fremdrift. Han understreger dog, at han ikke ved, hvornår det bliver aktuelt at skifte. 

- Jeg har altid sagt, at jeg ikke vil være en sekundær spiller i Barca. Når jeg føler, at mine ambitioner falder, eller når jeg ikke længere kan konkurrere om de bedste pladser, vil jeg træde til side og glæde mig over, hvad jeg har opnået med klubben. Man kan ikke spå om fremtiden, men jeg er fan af USA, og fodbolden fortsætter med at udvikle sig der. Ligaen og playoff-systemet er anderledes, end hvad vi er vant til her, og det tiltaler mig meget, siger han ifølge AS. 

Sergio Busquets har i denne sæson spillet 47 kampe for FC Barcelona.